Mand er tiltalt for grooming og krænkelser af unge ridepiger

En midaldrende mand er tiltalt for at have udsat fem piger og kvinder for blufærdighedskrænkelser, mens han skal have udsat yderligere to 14-årige piger for grooming.
Det fremgår af et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.
Tirsdag indledes straffesagen i Retten i Glostrup mod manden, der er beskyttet af et navneforbud, men som tidligere har været en del af toppen af ridesporten.
Den tiltalte skal angiveligt have prøvet at opbygge en relation til de to 14-årige piger via det sociale medie Snapchat med intentionen om at begå en seksuel forbrydelse, mener anklagemyndigheden.
Denne handling kaldes også grooming, og betegnelsen dækker over, at en voksen bruger sin alder og erfaring til at opbygge et tillidsforhold til et barn med det formål at udsætte personen for et seksuelt overgreb.
Groomingen skal være foregået i en ikke nærmere angivet periode op til slutningen af oktober sidste år.
Den tidligere topfigur i ridesporten er samtidig tiltalt for at have taget krænkende billeder af fem piger eller kvinder, der var i alderen 15 til 23 år, da billederne blev taget.
Billederne skal han have taget under flere ridestævner i Jylland i perioden fra juni 2019 til juni 2023, hvor de blandt andet var taget i skjul under et bord.
De i alt 65 fotos blev ifølge anklageskriftet fundet på mandens telefon, hvor de var inddelt i mapper med ofrenes navne.
Ofrene var på billederne iklædt nederdel og nylonstrømper, og kameraet var ved flere tilfælde rettet mod deres spredte ben.
Manden skal også have fotograferet to af pigerne, hvor de lå sammen i en seng med bare ben.
En kvinde på 22 år blev angiveligt fotograferet, da hun sad på et bord- og bænkesæt, hvor kameraet var rettet mod hendes spredte ben under bordet.
Ifølge anklageskriftet blev alle billederne taget uden ofrenes viden.
Den midaldrende mand nægter sig skyldig. Det oplyser hans forsvarsadvokat, Mads Kruse, der ikke vil udtale sig om, hvordan manden stiller sig i forhold til telefonen.
- Det venter vi med til i morgen (tirsdag, red.), når han afgiver forklaring, siger Mads Kruse.
Tirsdag og onsdag finder retssagen sted i Retten i Glostrup.