
Stig ville ønske, Mia havde gjort som Lars i “Landmand søger kærlighed”

LÆS OGSÅ: Hot håndværker: Mia fra "Landmand søger kærlighed" kan alt selv
Han er en mand af få ord, indtil han bliver tryggere og får nemmere ved at åbne sig.
Derfor er datingforholdene ikke optimale for 29-årige Stig Frandsen, som i “Landmand søger kærlighed” gør kur til Mia Krongaard Jacobsen – sammen med fire andre mænd.
For når man i forvejen er genert, kan det være rigtig svært at komme på banen, mens der hele tiden er andre bejlere til stede.
Og det kan godt være grunden til, at Stig ikke endte som landmandens udvalgte i datingprogrammet på TV 2.
- Jeg var selvfølgelig ked af det, for jeg kunne godt tænke mig at lære hende bedre at kende. Men jeg tænker: Det er sådan, det er blevet, og så er det sådan, det skal være, siger han til SE og HØR.
- Jeg havde nok lidt set det komme, for jeg ved godt, at jeg ikke er en frembrusende person. Det er jeg udmærket godt klar over. Og jeg kunne mærke på hende, at det trak lidt ned.
Stig Frandsen har altid været en af de stille. Men selvfølgelig har det heller ikke hjulpet, at han var omringet af kameraer, mens han datede Mia.
Han har gjort flere ting for at komme genertheden til livs.
- Det har nok været en udfordring gennem hele mit liv, at jeg ikke har snakket en hel masse. Det er overhovedet ikke kun på grund af kameraerne, men det gør da noget ved, hvordan jeg er.

- Jeg har været på guideskole, fordi jeg er rimelig bevidst om, at det er et problem for mig at være så genert. For at se, om det kunne ændre lidt. Og det hjalp megameget. Det har været noget værre, end det er i dag.
Stig kan dog ikke helt sætte en finger på, hvor det stammer fra.
- Jeg tror bare, det ligger til min familie, at vi ikke er så megafrembrusende.
Holdt ham tilbage
Stig Frandsen bliver sendt ud af Mia som den sidste, så hun står tilbage med Mark.
Men måske var det ikke endt sådan, hvis forholdene havde været anderledes, mener han.
- Jeg har da lidt følelser for hende, og jeg synes sådan set, hun har gengældt dem, men der sker ikke den vilde udvikling. Og det har nok været, fordi jeg ikke har åbnet mig så meget – så har hun heller ikke spurgt ind. Det har været svært at få klemt nogle ord ud af mig.
Stig understreger, at både Mia og de andre bejlere har gjort deres for at give ham plads til at komme til orde. Men han ville ønske, at hun i stedet for at have dem alle boende samtidig, havde haft en dag med dem hver, ligesom Lars S gør i denne sæson.
- Det havde været fedt, hvis vi havde gjort det sådan. De andre var pisseflinke, men jeg skal ikke lægge skjul på, at det har holdt mig tilbage, at de var der. Selv om de har givet mig muligheden for, at jeg kunne byde ind med noget.
Kunne der være sket mere mellem dig og Mia, hvis du havde haft en dag alene med hende på gården?
- Ja, det tror jeg. Men det går nok.
I dag har Stig og Mia et fint forhold, men taler ikke sammen.
- Det har været spændende at være med, og jeg er glad for, hun valgte mit brev. Jeg har fået en god oplevelse ud af det i hvert fald.
Han har dog ikke været på dates efter optagelserne, så kærligheden står lidt i stampe.
- Puha, jamen det kunne da godt gå bedre. Jeg har ikke gjort en hel masse for det, for jeg har brugt en del tid på arbejde, så jeg synes hverken, jeg har haft så meget overskud til det eller den store lyst.
- Men der er et par stykker, der har skrevet, efter de har set afsnittene, så det er da godt nok. Jeg skal måske ses med en i næste uge.
- Jeg er ikke lige typen, der er så god til at tage initiativet til at mødes med nogen, så det er meget sjovt, at der er nogen, der tager initiativet.
