
Kira Smed smidt ud af "Robinson": De var alle sammen fucking nederen

LÆS OGSÅ: Realitykrig: Kira Smed og Andreas Holm krydser klinger
Tårerne triller, da Kira Smed i ugens "Robinson Ekspeditionen" må sande, at hun har fået flest stemmer i ørådet og dermed er den mest uønskede på Hold Syd.
- Det er pissenederen, men jeg kan desværre godt forstå dem, siger hun nu til SE og HØR.
- Jeg ved godt, at det ikke er personligt, eller at jeg er et dårligt menneske.
Hun mener, at det stod mellem hende og Anton Basbas, der sammen med Dennis er de to eneste mænd på holdet.
Derfor giver det mening for hende, at holdet hellere vil beholde ham, så de stadig har to mænd i dystene - og så de kan trække på hans bedre relationer til de gamle Syd-spillere i en eventuel alliance, når sammenlægningen kommer.
For Kira Smeds egne relationer til de gamle Syd-spillere var nærmest ikke-eksisterende. Hun trivedes med Line, men flere af de andre havde hun det skidt med. Rigtig skidt.
- Jeg har det langt bedre med at blive smidt ud af dette hold end af det gamle Syd. Var det sket, havde jeg taget det mere personligt, fordi jeg følte mig så ... Det er svært at sætte ord på, hvordan jeg havde det, men det var sgu hårdt hele tiden at være i yderkanten. Det var meget personligt, synes jeg.
- Under de sidste afsnit har flere skrevet, at det ligner voksenmobning. Det er hårdt at sidde og se på skærmen nu.
Kira Smed slår dog fast, at hun ikke selv vil kalde sin oplevelse i "Robinson Ekspeditionen" for voksenmobning. Men der er ingen tvivl om, at hun kæmpede socialt og fik det meget bedre med sit nye hold.

- Jeg spurgte ind til Monique-situationen sidste år. Hvor langt må folk gå, før produktionen griber ind? Det lignede voksenmobning. Jeg kan godt se ligheder her, men jeg kommer ikke til at kalde det mobning. Selv om jeg godt kan se, at det kan se sådan ud udefra.
- Men jeg synes, det var over grænsen. Både med hende og med mig.
Begraver stridsøksen
I dag har Kira Smed dog et supergodt forhold til de andre, understreger hun. Der er selvfølgelig nogen, hun snakker mere med end andre.
Og hun og Andreas Holm har også begravet stridsøksen. Det var dog ikke nemt at gøre lige med det samme.
- Jeg skrev til ham, da han sad i flyet på vej hjem, om han ville mødes, gå en tur og cleare luften. Da svarede han, at vi ikke havde noget at tale om. Senere mødte jeg ham til et arrangement, hvor han sagde, at han var ked af sine formuleringer.
- Så vi var ikke på julekort, da vi kom hjem, men nu nærmer julen sig, og alt er godt, siger Kira, som efter SE og HØRs seneste artikel har fået Andreas' adresse, så hun kan sende en hilsen til hjerternes fest.
SE og HØR har været i kontakt med Andreas Holm, som ikke ønsker at kommentere på episoden.
Han og Kira har efter opholdet fundet ud af, at de er beslægtede.
- Vi har det så fint sammen. Det er vigtigt for mig at lægge alt det her bag mig og acceptere, at det var "Robinson"-virkeligheden, og herhjemme er det en anden. Ellers kunne jeg ikke nyde den her tid. Vi var presset alle sammen, og man formulerer sig anderledes og er tvunget til at samarbejde med nogen, man ellers ikke ville.

Selv om Kira Smed i dag har det godt med de andre og understreger, at hun ikke blev mobbet, gav flere af dem hende stadig en hård tid i ekspeditionen.
- Jeg synes, de alle sammen var fucking nederen dernede. Det, der ramte mig mest, da jeg så afsnittet i mandags var måden, de får det til at fremstå, som om Line var så træt af mig. Der skulle jeg simpelthen have at vide, hvad der var foregået, om jeg har været helt på månen.
- Men alt, hun har sagt til mig, har været reelt, hun var bare nødt til at spille med dem også, og det kan jeg godt forstå. Det er klart det hårdeste at se den dag. Men nu har jeg det megagodt med hende og med Soon. Alt er godt.
Det fortryder jeg
Kira Smed er ærgerlig over, at hun ikke fulgte det råd, hun fik af sin mors mand inden afgang.
- Han er ellers en mand af få ord, men han sagde: Lad være med at sige noget til nogen som helst om, hvordan du har de med andre mennesker. Og da jeg gjorde det med Line, tænkte jeg "det var lige præcis det, jeg ikke skulle". Men man har jo også brug for en at betro sig til.
En anden ting, Kira ville have gjort anderledes, er at have brudt den aftale, hun lavede med sig selv, inden hun tog af sted.
- Derhjemme kan jeg være meget styrende, gå forrest på alt og tage teten på arbejde - og der sagde jeg til mig selv, at jeg skulle gasse ned og lade de andre komme til. Der tror jeg, jeg har gasset for meget ned, så det virker, som om jeg ikke kan noget.
- Jeg ville ønske, jeg havde været mere egoistisk og vist mig frem. Men det var meningen, fordi andre kan slå sig på det herhjemme.
