
Kevin Federline om eksen Britney Spears: Var utro med kvindelig backup-danser

LÆS OGSÅ: Britney Spears med vilde beskyldninger mod Justin Timberlake: Han var utro
Kevin Federlines kommende bog får allerede stor omtale på grund af en eksplosiv påstand om ekskonen Britney Spears.
I "You Thought You Knew" hævder den 47-årige DJ, at popstjernen var ham utro med en kvindelig backup-danser, mens de datede i 2004.
Det skriver Us Weekly, der har fået fingrene i uddrag fra bogen.
Kevin fortæller om en specifik nat i Amsterdam, hvor Britney var på turné med sit Onyx Hotel Tour-crew. Med på turen var danseren Teresa Espinosa – den samme kvinde, der havde introduceret parret for hinanden blot en måned forinden.
Efter en aften i byen vendte de tilbage til hotellet, men Britney forsvandt pludselig, og som tiden gik, undrede Kevin sig og begyndte at lede.
- Da jeg gik forbi et af værelserne, kiggede jeg ind – og frøs. Der var hun. Teresa sad på kanten af sengen. Britney stod mellem hendes ben med hænderne på hendes ansigt, og de var fandeme i gang. De kyssede fuldstændig vildt, påstår Kevin.
Ifølge ham opdagede både Britney og Teresa ham, hvorefter han gik tilbage til sit værelse for at pakke sine ting.
- Jeg ville bare ud. Hun begyndte at undskylde, forklare og love, at det aldrig ville ske igen. Hun fortalte mig, at hun ikke havde indset, hvor seriøs jeg var omkring os, at hun var overvældet, og at det havde været en fejl, skriver han.

Kevin hævder, at han fortalte hende, at han ikke var interesseret i et forhold, der involverede mere end to personer – men endte alligevel med at give hende en chance til.
Parret mødte hinanden i april 2004 og giftede sig blot fem måneder senere i september samme år. Sammen fik de to sønner, Sean Preston og Jayden James, før Britney ansøgte om skilsmisse i november 2006.
Bogen, der udkommer 21. oktober, indeholder flere kontroversielle påstande om Britneys adfærd – heriblandt at deres sønner skulle være bange for hende.
En talsperson for Britney Spears har nu reageret på beskyldningerne.
- Med nyheder fra Kevins bog, der igen bryder frem, profiterer han og andre på hende, og det kommer desværre, efter at børnebidrag til Kevin er ophørt. Alt, hun bekymrer sig om, er hendes børn, Sean Preston og Jayden James, og deres trivsel under denne sensationalisme. Hun beskrev sin rejse i sin egen erindringsbog, lyder det i en udtalelse til Page Six.
