Rolf Sørensen fortæller om problem: Det bliver værre og værre

Der findes masser af danskere, der glæder sig til vinterens sne, hjemmebag og hygge ved pejsen.
Rolf Sørensen er ikke en af dem.
Den storvindende cykelrytter, der de seneste år har vadet i personlige problemer, som blandt andet har kostet en skilsmisse og to afbud til Tour de France som kommentator, har det svært med vinteren - og især dens mangel på lys.
- Jeg synes, den er hård. Mørket ... det er faktisk der, jeg træner mest. Ikke på grund af vejret, men på grund af, at man skal passe på sig selv i vinteren, siger han i Podimo-podcasten Café Eddy, hvor han er gæst hos bl.a. Brian Holm.
- Mørket er farligt for mig. Det bliver nærmest værre og værre hvert år. Jeg skal virkelig hanke op i mig selv om vinteren, lyder det fra Rolf Sørensen, som heldigvis havde det noget nemmere i alle de år, hvor han boede i Italien - med bedre vejr og mere lys.

Da Rolf og ekskonen Susanne efter 25 år i Italien vendte hjem til Danmark, blev Rolfs alkoholmisbrug en belastning for hans daværende ægteskab.
Og selv om han gik i behandling, endte parret i 2022 med at blive skilt.
Besøget i Café Eddy er en af de sjældne gange i år, hvor Rolf Sørensen har fortalt om sig selv. Siden han meldte afbud til årets Tour de France - få dage før afgang til Frankrig - på grund af personlige problemer, har han holdt sig for sig selv. I 2024 meldte han fra på grund af hjerteproblemer, som han heldigvis har fået styr på efterfølgende.
En enkelt besked til Ritzau gav dog et indtryk af, hvor problemet har været i år:
– De seneste år har jeg fået nogle forskrækkelser i forhold til mit helbred og min private økonomi. Men det vigtigste, jeg har lært fra cykelsporten, er at kæmpe sig tilbage. Fysisk er jeg et godt sted, og mine privatøkonomiske sager er der ved at være styr på.

Og samme melding kom fra Mette Lyck Sørensen, Rolfs nye kone, da parret deltog i et mindearrangement for Rolfs afdøde kollega, Chris Anker Sørensen.
- Nu skal der bare lige lidt styr på økonomien, og så skal det nok komme til at gå godt, sagde hun til Billed-Bladet.
- Han er på vej tilbage, og vi hjælper hinanden.
- Vores familie har det godt sammen, så det betyder rigtig meget, forklarede Mette om situationen.