Dorthe og Mette fra "Gift ved første blik": Vi er det bedste match!

Hverken Dorthe Brown, 41, eller Mette Overmark, 43, fandt kærligheden i "Gift ved første blik", men de to går alligevel ikke helt tomhændet fra deres medvirken i DR-hittet.
Dorthe og Mette er nemlig blevet hjerteveninder, efter de mødte hinanden til parrenes getaway.
Det fortalte de til SE og HØR, da vi mødte veninderne til "Gift ved første blik"-parret Otto og Amalies kærlighedsfest på natklubben SØ på Søpavillonen i det indre København forleden.
– Det her er det bedste match! erklærede Mette om sig selv og Dorthe Brown, som blev gift og skilt fra Lasse i DR-hittet.

De to kvinder har haft stor gavn af at tale med hinanden om alt det, de hver især har oplevet under optagelserne til ”Gift ved første blik”.
– Jeg er meget taknemmelig for at have fået Mette ind i mit liv. Det er en god sidegevinst, lød det fra Dorthe.
Mette og Thomas er afklarede
Siden optagelserne til ”Gift ved første blik” har Mette og Thomas Clausen, 48 gået og summet over deres relation, men nu har de truffet en endelig beslutning.
– Vi er afklaret med, at vi ikke er kærester, fortalte Mette til SE og HØR.
Eksparret er heldigvis på god fod med hinanden.
– Vi er et godt sted, og vi er gode venner og ønsker hinanden det bedste. Nu er vi dér, hvor vi er afklarede.
Vi har snakket meget, og vi har snakket meget med Trine (psykologen fra ”Gift”, red.), sagde Mette og tilføjede:
– Jeg har det godt. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at det ikke lykkedes.

