Joan Ørting i kæmpe kovending: Lukker ikke sin uddannelse

I marts fortalte Joan Ørting, at hun til næste år lukker sin sexolog uddannelse.
-En epoke slutter. Jeg skal videre i mit liv. Jeg har uddannet sexologer og parterapeuter i snart 20 år, mest i København, men også i Ribe, Århus og Odense. Det har været lærerigt og et stort ansvar, og nu hvor jeg fylder 65 år på onsdag, føler jeg, at tiden er inde til at starte et nyt kapitel i mit liv, skrev hun på Facebook.
Men nu er der sket lidt af en kovending.
Uddannelsen lukker ikke alligevel, men bliver i stedet overtaget af de to undervisere for skolen, August Salvador og Camille Lotus.
Det fortæller Joan Ørting i podcasten “Det Bevidste Parforhold”, som hun laver med August Salvador.
- Jeg giver den videre. Ikke på den måde, at der er nogen, der har købt den, det er der jo nogen, der arbejder med, det med at sælge et koncept, det gør jeg ikke. Jeg har givet den videre til dig August og Camille Lotus, og det er jo ikke, fordi det er en gave, at jeg giver den videre, men I er absolut de rette til at modtage og fortsætte det her 20-års værk.
August Salvador fortæller, at uddannelsen ikke kører videre i Villa Wilder, hvor Joan Ørting har undervist, men at det i stedet vil ske i nye lokaler.
Han fortæller også, at Joan Ørting har sagt ja til at komme og undervise engang imellem.