"Vild med dans"-deltager indrømmer: - Jeg var fuld

- Jeg var simpelthen et nervevrag. Jeg kunne ikke slappe af og nyde det. Under en udsendelse drak jeg endda vin for at berolige mine nerver – noget jeg ellers aldrig gør.
Sådan forklarer Jan Thomas, modestylist og dommer på den norske pendant til "Vild med dans," der hedder "Skal vi danse".
Det er dog ikke dommergerningen, men hans egen deltagelse i programmet som danser, der fandt sted i 2009, som fik de store nerver frem, hvilket han fortæller i et interview til norsk SE og HØR.
- Når jeg ser det i dag, er det virkelig flovt. Jeg var fuld, fortæller han.
Det var helt specifikt forud for en rumba, hvor det er godt at få lidt ekstra gang i hofterne, at han valgte at få lidt alkohol i blodet.
Men i sidste ende var det ikke nok til at bære ham til tops, da han måtte nøjes med en femteplads.