Annonce
Nyheder11. oktober 2025 (opd. 11. oktober 2025)

Efter undersøgelser: Læge kalder Trumps helbred for fremragende

Den 79-årige Donald Trump udviser stærk fysisk ydeevne, vurderer præsidentens læge efter tjek på hospital
Donald Trump er still going strong - lyder det fra lægen.
Donald Trump er still going strong - lyder det fra lægen.
 Foto: Ritzau Scanpix
Annonce

USA's præsident Donald Trumps helbred er fremragende.

Sådan lyder konklusionen fra præsidentens læge i et notat, som er blevet offentliggjort af Det Hvide Hus, skriver nyhedsbureauet Reutes.

Det sker, efter at Trump fredag amerikansk tid har været til helbredsundersøgelse på hospitalet Walter Reed National Military Medical Center i delstaten Maryland.

- Trumps helbred er fortsat fremragende, og han udviser stærk kardiovaskulær, lungemæssig, neurologisk og fysisk ydeevne, siger lægen Sean Barbabella i notatet.

Det fremgår også, at den 79-årige Trump fredag fik det, der kaldes forebyggende screeninger, ligesom han blev vaccineret - blandt andet med den årlige influenzavaccine.

Han fik også covid-19-boostervaccination, hvilket sker som led i forberedelserne til hans kommende udlandsrejser, lyder det.

Annonce

Ifølge nyhedsbureauet AFP sagde Det Hvide Hus tidligere på ugen, at fredagens helbredsundersøgelse er Trumps rutinemæssige årlige undersøgelse - selv om Trump også i april i år var til helbredsundersøgelse.

I juni oplyste Det Hvide Hus, at Trump var blevet diagnosticeret med en kronisk venelidelse efter at være blevet undersøgt for hævelser i benene.

Annonce

Det blev af Det Hvide hus beskrevet som en godartet og almindelig lidelse, hvor beskadigede vener i benene forhindrer blodet i at løbe ordentligt rundt.

Fra Trump selv lød det torsdag, at han skulle til "en slags semiårlig undersøgelse".

- Jeg er i fantastisk form. Fysisk har jeg det rigtig godt. Mentalt har jeg det rigtig godt, lød det.

Trump er flere gange blevet kritiseret for ikke at være transparent nok omkring sit helbred. Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved transparensen, når resultaterne fra tidligere helbredsundersøgelser er blevet offentliggjort.

Annonce

Under den amerikanske valgkamp i 2015 offentliggjorde Trumps læge Harold Bornstein et brev, hvor der stod, at Trumps blodtryk var "forbløffende fremragende".

Ifølge AFP sagde Bornstein dog efterfølgende til mediet CNN, at Trump selv havde dikteret hele brevet om resultaterne.

Annonce

Sponsoreret indhold