Ærgerlige Marianne: Jeg skulle have holdt lav profil

- Jeg tror, du er på skideren, advarede Lyck Marianne, kort før det var tid til at tage plads omkring det runde bord i fjerde program af "Forræder - Ukendt grund".
Mange af de andre havde udset sig Marianne som forræder, og hun vidste også selv, hvilken retning det gik, så det kom ikke som en overraskelse for hende, at hun skulle forlade slottet.
- Jeg fornemmede det allerede i program tre, da jeg kom til at sige noget dumt, siger Marianne.
Hun følte selv, at hun var god til at navigere i de mange løgne, hun måtte lave som forræder, men i dag kan hun godt se, at hun skulle have begrænset talestrømmen.
- Jeg ville have holdt lidt mere lav profil, men jeg havde en ide om, at det var en god ide at italesætte mig selv, for der var nogle, der syntes, jeg gik under radaren, fortæller Marianne til SE og HØR.
Hun bor til daglig i Aalborg med sin mand. Her nyder hun pensionistlivet, efter hun for to år siden forlod arbejdsmarkedet. Inden da var hun chef for en børnefamiliegruppe i Aalborg.
Hun elsker livet som pensionist, og havde da også tænkt, at hvis hun vandt, så skulle præmien bruges på en længere rejse til Spanien.
Da hun for kort tid siden rejste afsted til Malaga begyndte folk at spekulere.
- Der er flere, der tænker, at så vinder jeg nok. Men jeg havde bestilt rejsen før, jeg var med i programmet, siger hun og griner.
Ferien blev brugt på afslapning, shopping og kulturelle oplevelser. For selvom hun nyder pensionistlivet, så kan hun ikke sidde stille.
- Jeg er meget aktiv, og jeg har brug for indhold i mit liv. Jeg besluttede mig for, at jeg ville være frivillig i nogle organisationer, så jeg sidder som bestyrelsesmedlem i Røde Kors i Aalborg, og så er jeg frivillig i Mødrehjælpen, siger hun.
Hendes mand Uffe er lidt yngre, derfor er han stadig på arbejdsmarkedet. Parret har tilsammen tre børn og otte børnebørn, og de får også en stor del af Mariannes tid.
– Jeg har en datter og på den side tre børnebørn. Min mand har to børn, og der har den ene tre drenge og den anden to drenge. Det er fedt, og det bruger jeg også meget tid på, siger hun.