Annonce
Krimi9. okt. 2025

Ukendt objekt lukker kortvarig luftrummet over Billund

Lufthavn blev lukket af flyvesikkerhedsmæssige grunde, da et ukendt objekt blev detekteret, oplyser politiet
Af: Ritzau
Luftrummet over Billund Lufthavn var kortvarigt torsdag lukket. 
Luftrummet over Billund Lufthavn var kortvarigt torsdag lukket.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Annonce

Luftrummet over Billund Lufthavn var torsdag formiddag kortvarigt lukket.

Det skete af "flyvesikkerhedsmæssige grunde", oplyser Sydøstjyllands Politi.

- Årsagen var, at der blev detekteret et pt. ukendt objekt inden for flyvesikkerhedszonen i området omkring Billund Lufthavn.

- Det ukendte objekt blev ikke visuelt identificeret og forsvandt hurtigt ud af sikkerhedszonen igen, skriver politiet i et skriftligt svar til Ritzau.

Lukningen betød, at et fly fra Amsterdam, der skulle lande i Billund klokken 11.15, blev omdirigeret til lufthavnen i Aarhus.

Flyet returnerede kort tid efter til Billund, oplyste pressechef i lufthavnen Dan Prangsgaard.

Annonce

- Jeg kan bekræfte, at vores luftrum ganske kortvarigt var lukket omkring klokken 11. Det havde kun marginal indflydelse på vores drift, og vi er nu i fuld normal drift igen, lød det ved middagstid torsdag fra pressechefen.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at man efterforsker hændelsen og ikke har yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.

Hændelsen kommer i kølvandet på en række observationer af mulige droner over flere danske lufthavne.

Annonce

Den første fandt sted 22. september og medførte, at al flytrafik til og fra Københavns Lufthavn måtte indstilles i fire timer.

Også i Billund Lufthavn var luftrummet kortvarigt lukket om morgenen torsdag 25. september grundet mistanke om mulig droneaktivitet.

Dagen efter var Billund Lufthavn lukket i 20 minutter efter anmeldelse om mulig droneaktivitet. Det viste sig dog at være en lysende stjerne på himlen.

Annonce

Sponsoreret indhold