Krimi5 timer siden

Jørn "Jønke" Nielsen stiller op til kommunalvalget i Odense: Borgmester Peter Rahbæk Juel med kras kritik

Den mangeårige tidligere rocker og dømte morder Jørn "Jønke" Nielsen stiller op til kommunalvalget i Odense. Men det er ikke uden skarp kritik fra byens borgmester
Jørn "Jønke" Nielsen har tidligere svaret på kritikken til SE og HØR - her om hans eventuelle egnethed og værdighed til at sidde i Folketinget.
 Video: Heine Jørgensen/Aller Medier - Journalist: Patrick Eiberg Nielsen

- Jeg tror, at de fleste odenseanere finder det aldeles absurd, at en morder af den kaliber skal indfinde sig på stemmesedlen. Derfor vil jeg være stensikker på, at juraen holder inden kandidatlisterne godkendes.

Sådan lød det tirsdag aften på Facebook fra Odense borgmesteren, Peter Rahbæk Juel, efter det kom ham for øre, at den mangeårige Hells Angels-rocker og dømte drabsmand Jørn "Jønke" Nielsen stiller op til kommunalvalget i Odense.

Men det bliver tydeligvis ikke med borgmesterens gode vilje - det gør han aldeles klart i opslaget på det sociale medie.

- Selvom Jørn Jønke Nielsen har udstået sine straffe for mord og medvirken til mord, så er han stadig en morder. Endda en morder, der tydeligvis hverken fortryder at have myrdet et andet menneske eller at have medvirket til drab.

- I den sidstnævnte sag dømte retten ham blandt andet for at have sparket og trampet ofret på hovedet mens ofret lå ned! Hvis man ikke er i stand til selv at indse, at mord og medvirket til mord er helt galt, så er man i verden selv problemet, raser Peter Rahbæk Juel om "Jønkes" ønske om at komme på valglisten.

Jørn "Jønke" Nielsen har tidligere givet udtryk for, at han vil stille op til folketingsvalget næste år, hvis han får nok vælgererklæringer for sit parti Stabilt Demokrati.

Men nu står den altså på kommunalvalg, lød det tirsdag fra det tidligere Hells Angels-medlem.

- Jeg har selv været bosat i Odense i snart to år, så det er naturligt, at jeg stiller op i Odense. Derudover stiller vi op i tre andre kommuner, udtalte han tirsdag til Fyens.dk.

Jønke: - Hvor længe skal vi fedte rundt i det drab?

I 1984 sprang "Jønke" ud af en parkeret varevogn på Agerlundsvej på Amager, hvor han med en maskinpistol tog livet af rockerpræsidenten Henning Norbert Knudsen, også kaldet "Makrellen".

Siden fulgte flere år på flugt, inden han kom hjem og blev dømt til 16 år bag tremmer for det overlagte mord.

SE og HØR talte for få år tilbage med Jønke om lige netop den problemstilling, som borgmesteren i Odense tirsdag aften lagde på Facebook.

Og her er talen fra den mangeårige rocker klar:

- Jeg har hørt, at det er frit at stille op, så længe man ikke sidder i fængsel.

- Men altså, det drab er også 39 år siden (41 år siden i 2025 red.), og hvor længe skal man fedte rundt i det? Lød det forrige år, da SE og HØR interviewede den spirende politiker.

SE og HØR arbejder på at få en opfølgende kommentar fra Odense borgmester, Peter Rahbæk Juel, ligesom vi forsøger at få en kommentar fra "Jønke" om politikernes skarpe holdning til ham.

Sponsoreret indhold