
Jonatan Spang anklaget for overgreb på 15-årig: Peter Aalbæk byder ham velkommen i "krænker-klub"

LÆS OGSÅ: Spangs privatliv ligger også i ruiner
Komiker og tidligere ”Tæt på sandheden”-vært Jonatan Spang er kommet i stiv modvind, efter en kvinde i Berlingske har anklaget ham for at begå overgreb på hende tilbage i 2009, da hun blot var 15 år gammel.
På daværende tidspunkt var Jonatan Spang selv 31 år.
Men det er ikke alle, som nu har travlt med at kritisere Jonatan Spang. Én af dem, som har stillet sig i den anden grøft, er filmproducenten Peter Aalbæk.
Han har nemlig rakt ud til komikeren for at spørge, om han vil være med i den klub, Aalbæk selv har stiftet, som hedder Dansk Krænker Societet. Det fortæller han i ”Eftermiddag” på RADIO IIII:
-Jeg har sendt ham en hilsen, som han ikke har svaret på.
Hvad har du skrevet til ham?
-Det bliver mellem Spang og mig, men jeg ønsker ham velkommen i Dansk Krænker Societet, hvor vi taler om de her ting, fortæller Aalbæk, der selv tidligere er blevet anklaget for krænkende adfærd over for kvinder.
Peter Aalbæk har tidligere talt om sin klub, Dansk Krænker Societet, som har til formål at samle mænd, der har været ”ofre” for MeToo-bølgen.
Hilsenen til Jonatan Spang fra Peter Aalbæk kommer i kølvandet på, at Berlingske har beskrevet, hvordan DR har konfronteret tv-værten med alvorlige anklager om grooming og seksuelt overgreb mod en ung pige. Anklager, den i dag 32-årige kvinde selv gentager over for avisen.
Ifølge kvinden skulle Jonatan Spang have inviteret hende hjem til sig, da hun var 15 år, og han selv var 31 år. Her skulle Spang, ifølge kvinden, blandt andet have tage kvælertag på hende, trukket hendes strømpebukser og trusser ned, hvorefter han tvang sine fingre ind i hendes skede.
Kort om Jonatan Spang-sagen
Jonatan Spang, 47, er komiker, skuespiller og i dag tidligere vært på DRs satireprogram "Tæt på sandheden" siden 2017.
Han anklages nu for grooming og seksuelt overgreb mod en 15-årig pige i 2009, hvor Spang selv var 31 år og direktør på Nørrebro Teater.
Den i dag 32-årige kvinde henvendte sig til DR i juni 2025 og fortalte om forløbet. DR konfronterede Spang, som afviser overgreb, men erkender, at han “burde have handlet mere ansvarligt” og ikke burde have haft en relation til en mindreårig.
23. september 2025 meddelte DR, at Jonatan Spang ikke længere kan fortsætte som vært på "Tæt på sandheden". Programmets fremtid er uafklaret.
Spang afviser som nævnt overgrebsanklagen, men beklager og undskylder sin adfærd. Han har nu trukket sig fra offentligheden og søgt professionel hjælp.
Grooming blev først strafbart i 2023, men anklagen om seksuelt overgreb i 2009 kan fortsat være aktuel at efterforske og måske retsforsølge, da forældelsesfristen i denne type af sager blev ophævet med tilbagevirkende kraft i 2018.
Kilde: Berlingske og opslag fra Jonatan Spang
Jonatan Spang har selv erkendt, at han havde et intimt forhold til den 32-årige kvinde tilbage i 2009. Han kan dog ikke genkende anklagen om overgreb, men alligevel har hendes anklage fået ham til at erkende, at ”han har handlet forkert” i nogle af hans relationer. Det oplyste han onsdag i et Instagram-opslag.
Sagen mellem den 32-årige og Spang kommer få dage efter, at DR kunne meddele, at Jonatan Spang var blevet fyret som vært på ”Tæt på sandheden”.
DR har dog ikke ville oplyse, hvorvidt anklagen har været grunden til, at Spang blev fyret.
