Nicklas Bendtner scorer nyt job: Skal kommentere fodbold på ny kanal

Nicklas Bendtner har scoret sig en ny tv-tjans.
For TV 2 har han fungeret som ekspert, når det danske herrelandshold har spillet, men nu skal han prøve en ny rolle.
Han skal nemlig kommentere det legendariske Merseyside derby mellem Liverpool FC og Everton i Premier League.
Det oplyser Relations People i en pressemeddelelse ifølge Tipsbladet.
Kampen bliver vist på Prime Video, og her bliver den tidligere danske fodboldspiller flankeret af to rutinerede kommentatorer.
I en trio af tidligere danske landsholdspillere skal han nemlig kommentere kampen med Martin Jørgensen og Peter Kjær, der normalt kommenterer fodbold for Viaplay.
Og lige Premier League er Nicklas Bendtner nok en af de rette til at kommentere på.
Han nåede nemlig at spille 171 kampe for storklubben Arsenal.
Kampen mellem Liverpool og Everton starter klokken 13.30 og er den tidlige lørdagskamp i den bedste engelske række, som Prime Video har købt rettighederne til.