”Gift ved første blik”-Laura Lambek helt ærlig: Der var slet ikke noget match

LÆS OGSÅ: Sonny ved at give op inden chokbesked fra Laura
De havde håbet at finde den helt store kærlighed på tv. Men i aftenens afsnit af ”Gift ved første blik” står det klart, at ægteskabet mellem Laura Lambek og Sonny Damgaard er helt og aldeles kuldsejlet.
Sonny siger stop og bekendtgør overfor Laura, at han trækker sig fra programmet og dermed også fra ægteskabet.
Udmeldingen kom dog ikke bag på Laura, der havde fornemmet, at Sonny var ved at kaste håndklædet i ringen.
Hun var nemlig også selv blevet ganske sikker på, at matchet bare ikke føltes rigtigt i maven. Noget, hun allerede kunne mærke på bryllupsrejsen, fortæller hun til SE og HØR.
- Jeg ender med at ignorere min mavefornemmelse, som jeg ellers plejer at lytte til, for den plejer at have ret. Og min mavefornemmelse sagde ret tydeligt, at Sonny og jeg ikke var et match, fortæller Laura til SE og HØR.
Trods fornemmelsen i maven havde hun dog et klart ønske om at fortsætte.
- Jeg kunne ikke se matchet, og jeg følte ikke, der var nogen kemi, og jeg følte mig heller ikke tiltrukket af ham. Men eksperimentet handlede jo om, at man skal lære hinanden at kende på et dybere plan, og at der så i den forbindelse måske kan opstå følelser. Og det havde jeg mod på og lyst til at udforske, siger Laura.
Hun havde dog alligevel en klar fornemmelse af, at fem ugers intensiv tv-ægteskab aldrig ville afføde romantiske følelser hos hende.
- Jeg er meget pligtopfyldende, og jeg havde derfor ikke tænkt mig at trække mig, fordi jeg ønskede at fuldføre eksperimentet. Og jeg var også interesseret i at se, hvad der kunne ske på de fem uger. Det kan godt være, det ikke ville blive romantisk, men hvilken relation kunne man egentlig udvikle på fem uger? Det syntes jeg var et spændende eksperiment, fortæller Laura.
Når hun ser tilbage i dag, ville hun dog ønske, at hun havde lyttet til sin mavefornemmelse.
- Inderst inde kunne jeg godt se, at der ikke var et match. Vi var alt for forskellige på mange områder. Vi havde forskellige syn på verden, forskellige syn på mennesker og forskellige syn på fremtiden. Jeg kan godt lide at planlægge og være struktureret. Planlægning er ikke et fyord for mig. Men vi clashede lidt, når jeg sagde, at jeg har brug for struktur, for det har Sonny ikke på samme måde. På den måde endte vi nok også med at skubbe hinanden mere væk i processen, fortæller Laura.