Det nye kuld er klar: Her får "Den store bagedyst" premiere

LÆS OGSÅ: Stine Bjerre smider bombe: Slut med kvindelandsholdet
Så kan I godt finde uldplaiderne frem og sætte te over.
Inden længe blænder DR således op for endnu en sæson af "Den store bagedyst".
Det er som traditionen foreskriver Timm Vladimir, som sætter konkurrencen igang med sit "Klar, parat, bag!", mens Katrine Foged Thomas og Markus Grigo får fornøjelsen af at smage og bedømme bagværket.

38-årige Nicolas er født i Mexico, men kom til Danmark i treårsalderen. Han har en fortid i Forsvaret, hvor han har været tilknyttet som sygeplejerske.
I dag arbejder han som pensionsrådgiver og bor med sin ukrainske kæreste på Amager.

Monica har arvet sin kærlighed til bagning fra sin mor.
- Noget af det allerbedste, jeg husker fra hende, var at være med i køkkenet. Hendes kærlighedssprog var mad og kage, og det har jeg også fået som kærlighedssprog. Jeg elsker at give til mine egne børn, mine skønne bonusbørn og mand.
Monica ejer desuden en keramikcafé i Aalborg, hvor hun bor med sin kæreste, Casper. De har tilsammen fire børn og en lille hund og skal giftes her i september.

28-årige Line bor i et rækkehus sammen med sin lillebror i Bjerringbro. Udover sit kontorjob på Grundfos, har Line en ugentlig tjans som zumbainstruktør.
Line har en fortid som rejseguide, og det er her lysten til "at være på" stammer fra.
- Her blev jeg lidt en ny person og så tingene i et lidt andet lys. Jeg fandt ud af, at det ikke gør noget, at man laver fejl eller ser lidt dum ud – man overlever alligevel. Jeg nød min guidetid helt vildt meget.

40-årige Kenneth er gift med Rune og arbejder med kommunikation og fundraising, men han er oprindeligt uddannet designer fra Kunstakademiet Designskole. Han har en lidt sjov hjerne, som ofte giver han skæve idéer.
- Det at være med i Bagedysten er en virkelig sjov mulighed for at kunne prøve en masse ting af, siger Kenneth.

16-årige Ingrid går i 2.g i gymnasiet og er trods sin unge alder allerede en erfaren kagekreatør. Hun var blot seks-syv år, da hun begyndte at bage.
- Jeg synes, det er virkelig vildt, at jeg er med i "Den store bagedyst". Det har altid været en drøm for mig. Jeg tror, jeg har set alle sæsoner omkring to gange. Det har altid været det program, jeg skulle se, fra jeg var helt lille.

Henriette har sin egen frisørsalon, som hun har drevet i 20 år. Erfaringerne fra frisørfaget vil hun tage med sig i bageteltet:
- Jeg er voldsomt perfektionistisk, detaljeorienteret og grundig. Jeg skal sende noget ud ad døren, jeg selv er tilfreds med.

Man skal stå tidligt op for at følge med 28-årige Hjalte, som til dagligt studerer på CBS.
Han både løber, spiller musik, dyrker æblecider og har også drevet en lille café. Nu kaster han sig frygtløst over "Den store bagedyst".
- Jeg er ikke så bange for at være dårlig til ting eller kaste mig ud i ting, jeg ikke er god til – så bliver jeg forhåbentlig bedre.

Joan er tosset med håndbold og spiller selv i sin fritid. Om konkurrencegenet kommer med i bageteltet, må tiden vise.
- Jeg går altid på banen for at vinde. Jeg synes ikke, jeg er en dårlig taber, men jeg kan godt være en dårlig vinder. Jeg har svært ved ikke at lave fis med folk. Jeg synes, det er sjovt, og jeg kan også godt selv tage det.

26-årige Margrét er vokset op på Island, men bor i dag i København, hvor hun studerer medicin.
- Jeg drømmer om at være kirurg. Jeg føler, at hvis man er kirurg, så får man det hele: Man får snakket med patienterne, man får brugt hænderne, og man hjælper mennesker – det kan næsten ikke være bedre.
Margrét får brug for kirurgisk præcision, når han skal pynte kagerne i "Den store bagedyst".

Mette er uddannet fysioterapeut, men har et lidt mere utraditionelt arbejde. Den 31-årige esbjergenser giver den således som selvstændig DJ på spilplatformen Twitch.
- Nogle sammenligner det lidt med en tv-kanal, hvor du kan logge ind på min kanal og så sidde og se, når jeg er online. Jeg står live og spiller musikken. Det er fedt, fordi jeg har en fest, hver gang jeg er på arbejde.
Du kan se Mette og de ni andre deltagere folde sig ud i bageteltet, når "Den store bagedyst" har premiere den 27. september på DRTV og DR1.