Jan Helmert og Tine Coster Joost renser luften med stort skænderi i "Gift ved første blik"

LÆS OGSÅ: Drama i "GVFB": Gom lægger an på brudens veninde

- Jeg har vendt vrangen ud på mig selv for at være med i det her kærlighedseksperiment. Jeg kan dårligt se, at man kan vride mere ud af mig, for at jeg selv kan følge med i det tempo, lyder det fra en oprevet Jan Helmert i ugens afsnit af "Gift ved første blik".

Hans nyslåede hustru, Tine Coster Joost, har netop givet udtryk for, at hun føler, han kan give mere. Og her måtte ægtemanden altså sætte foden ned.

- Der ser man virkelig, at mænd er fra Mars, og kvinder er fra Venus, siger Jan nu til SE og HØR og forklarer:

- Vi sidder og har den her snak tre uger inde i eksperimentet, og siden jeg meldte mig, har der - uden at overdrive - været 500 spørgsmål på kamera. Jeg bliver dagligt spurgt "hvad tænker du, hvad føler du, hvad mærker du". Så jeg ser mig selv som en kæmpestor føleantenne, der hele tiden leverer noget.

- Og når min kone så siger, at hun ikke kan mærke mig - mens jeg går rundt og føler, at jeg aldrig har været så meget i forbindelse med mine følelser - så bliver det tydeligt, at vi bare er langt fra hinanden.

Men selv om parret er uenige, får de skabt en forståelse. Og Jan ser diskussionen som en forårsrengøring.

- Det bliver tydeligt for os begge, at der ikke er nogen, der har gjort noget forkert. Der er bare to mennesker, der ser forskelligt på en situation. Man kan være ærgerlig over uoverensstemmelsen, men glæde sig over, at det bliver tydeligt, at ingen har gjort noget med vilje for at gøre andre kede af det.

Modsat andre ældre par, vi har set i "Gift ved første blik", som måske har været for fasttømrede i deres individuelle rutiner og vaner, er der en ro over skænderiet, som udmunder i, at parret holder i hånden og kigger ud over fjorden.

- Vi er to voksne mennesker. Og Tine og jeg har det til fælles, at vi faktisk rigtig gerne vil have det til at lykkes. Vi har begge hele vejen igennem et oprigtigt ønske om, at der er en grund til, at vi er blevet sat sammen, og nu må vi prøve at få det bedste ud af det.

- Tine og jeg vælter os ikke i konflikter, men når vi har en, så snakker vi om det, og så finder vi rent faktisk ind til hinanden igen. Jeg ser det som en styrke, at vi formår - på trods af uoverensstemmelser og forskellige energiniveauer - at blive ved med at finde ind til hinanden i et rum, hvor begge føler sig hørt og ikke skal sidde med en forkerthedsfølelse.