Helena Elver og holdkammerater udsat for racisme: – Det er forfærdeligt

LÆS OGSÅ: Er alene i udlandet: Familien flytter hjem
Man skulle tro, at fans af fodbold, håndbold, tennis og alverdens andre sportsgrene var blevet klogere i 2025.
Men gang på gang hører vi om episoder, hvor spillere eller trænere bliver udsat for racisme.
Og i onsdags i sidste uge var den gal i Ungarn, hvor Györs kvindehold i sikker stil besejrede Mosonmagyarovar på udebane i ligaen.
Det var dog ikke sejren på ti mål, som efterfølgende fik Helena Elver, Kristina Jørgensen og resten af Györs stjernernes opmærksomhed.
For flere af den ungarske klubs profiler blev udsat for racistiske tilråb som ”aber” og ”forrædere” fra modstanderholdets fans, hvilket blandt andet Bruna De Paula og Hatadou Sacko efterfølgende sagde fra over for på Instagram.
Nu sætter også Helena Elver ord på, hvordan hun oplevede situationen.
- Der er nogle dumme mennesker, som ikke opfører sig ordentligt, og som har en forfærdelig opførsel over for vores piger fra holdet efter kampen.
- Det er bare sindssygt ærgerligt, at det er det, som man skal opleve i 2025, og at de skal udsættes for det. Jeg synes, at det er forfærdeligt. Det er ikke værdigt for nogen, og det var virkelig synd for dem, siger Elver til SE og HØR.
Györ valgte også at kommentere episoden efterfølgende på Instagram.
- I dagens kamp mod Mosonmagyrovar blev vores spillere udsat for racistiske og dybt krænkende overgreb på deres menneskelige værdighed fra Mosonmagyrovars fans.
- Vi fordømmer på det kraftigste den opførsel og opfordrer holdene og deres fans til at overholde de skrevne og uskrevne regler for sportslig opbakning. Vi står sammen som familien ved siden af spillerne.
Kommet godt på plads i Ungarn
For Helena Elver fandt den kedelige episode sted i hendes opstart i den ungarske storklub, som hun skiftede til denne sommer.
Derfor har sommeren også stået på at få flyttet alle tingene fra Odense og til Ungarn, og det er da også gået godt.
- Jeg er faldet rigtig godt til. Det har været vildt sjovt og udfordrende og spændende. Så jeg føler, at jeg er landet et godt sted. Det kommer nok med tiden (at falde helt på plads, red.), men jeg har været der i to måneder, og jeg begynder at finde ud af, hvor supermarkederne er, og hvor jeg skal købe hvilke ting, fortæller hun til SE og HØR.
Også sproget er hun lige så stille ved at udforske. For nu er det dog kun de helt basale ting som ”hej” og ”tak”, der er blevet lært.

Györ huserer også mange fra Skandinavien, og derfor har det også været forholdsvis hjemligt at lande i Ungarn.
Opstarten har dog budt på lidt skadesproblemer, som varede lidt længere, end hun havde håbet.
Men de sidste par uger har den danske stjerne trænet fuldt med, og derfor tyder alt også på, at hun er helt klar, når Danmark på lørdag møder Island klokken 16.00 i Arena Nord i Frederikshavn.
En kamp som også bliver håndboldkvindernes første landskamp under Helle Thomsen og Bojana Popovic.