Slog igennem sidste år: Nu er elsket bedstemor død

- Vores "bedste" bedstemor er her ikke mere. Jeg føler, at en del af mig også er forsvundet.
Sådan fortæller bedstemor Belles barnebarn, Christina, om hende på TikTok, og dermed bekræfter hun, at bedstemoren er gået bort.
Det skriver People.
Bedstemor Belle var sammen med sin mand Jock kendt fra Instagram og TikTok, hvor de sidste år brød godt og grundigt igennem med deres videoer. Her kunne folk følge dem, mens de kastede sig ud i alverdens trends og skændtes, som kun ægtepar, der har været sammen i 62 år, kan gøre det.
Mere end tre millioner følgere nåede det også at blive til.
Barnebarnet Christina hjalp med at styre bedsteforældrenes konto, og det var også hende, der fortalte følgerne, at bedstemor Belle havde fået demens.
I videoen fortæller hun også, at bedstemor Belle til sidst var i smerter og havde svært ved at gå.
- Jeg er glad for, at hun ikke lider mere. Jeg er glad for, at hun er et bedre sted – hvor hun fortjener at være, siger hun.
I en efterfølgende video, hvor Christina takker for de mange kondolencer, har hun også skrevet, at man kan ære bedstemor Belle ved at plante et træ, da hun havde en særlig kærlighed til disse.