Medie: Den er helt gal i Normal

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
Normal, der er en af de mest succesrige butikskæder i Danmark, får nu hård kritik for arbejdsmiljøet på et af deres lagre.
Ifølge en række nuværende og tidligere medarbejdere på Normals centrale varelager i Hedensted, hvor varer pakkes og sendes ud til butikker i hele Europa, hersker der et meget hårdt psykisk arbejdsmiljø med en frygtbaseret ledelsesstil.
På varelageret, der primært har udenlandske medarbejdere ansat, skal medarbejderne løbe stærkt eller springe pauser over for bare at nå deres daglige mål, fortæller de til Fagbladet 3F.
Flere ansatte fortæller, at de går rundt med en konstant frygt for at træde ved siden af, da små ting som at tale for meget eller smile for lidt kan udløse en skriftlig advarsel, et møde eller en fyreseddel.
Nogle siger, at de tager syge på arbejde i frygt for at få en advarsel eller blive fyret.
- I dag vil jeg gerne helt væk fra lagerarbejdet. Tiden i Normal har ødelagt branchen helt for mig, fortæller Oliver Nielsen, der blev sygemeldt med stress og fik en akut belastningsreaktion efter at være ansat som lagerarbejder i Hedensted.
Og Oliver Nielsens oplevelser står langtfra alene.
Fagbladet 3F har talt med 12 tidligere og nuværende medarbejdere på lageret i Hedensted. Kun få tør stå frem med deres navn. Resten frygter for, hvad det vil betyde for deres fremtid i Normal og deres mulighed for at finde et nyt job i Danmark.
3F's lokalafdeling i Hedensted har kørt 15 faglige sager for medarbejdere på Normals varelager i Hedensted, siden det åbnede i sensommeren 2023.
Der er indgået forlig i alle sagerne på nær én, og størstedelen har handlet om uretmæssige advarsler eller afskedigelser.
Jytte Bonde, formand for 3F Hedensted, fortæller, at når medlemmer fra Normals varelager henvender sig i afdelingen, er det ofte relateret til det psykiske arbejdsmiljø.
- Vi kan kun opfordre til at skabe et forum, hvor man har mulighed for at drøfte og behandle disse udfordringer, og derfor mener vi, at det psykiske arbejdsmiljø bør sættes endnu mere på dagsordenen.
Fagbladet 3F har fået indblik i 25 advarsler. Men 3F Hedensted har kendskab til, at der er givet over 100 advarsler i løbet af de to år, varelageret i Hedensted har eksisteret.
Laust Høgedahl, der er lektor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, har set nogle af de advarsler, som Fagbladet 3F har fået indblik i.
Han bider mærke i, at flere af dem er givet, fordi medarbejderen “taler for meget” eller “klager over sine arbejdsopgaver”.
- Det vidner om, at man i vid udstrækning misbruger sin ledelsesret. Jeg synes, det er et ret tyndt grundlag at give skriftlige advarsler på, siger forskeren.
Fagbladet 3F har forelagt kritikken for Normal, der ikke ønsker at stille op til interview.
Men i et skriftligt svar skriver de, at de ikke kommenterer på enkeltsager.
- Hos Normal tager vi alle henvendelser om arbejdsmiljø meget alvorligt, uanset om de kommer direkte fra vores medarbejdere eller gennem fagforeningen. Vi har kendskab til de sager, som bliver beskrevet, og vi ved, at de er blevet behandlet sagligt. Vi kan ikke genkende beskrivelsen af disse sager, som de præsenteres af Fagbladet 3F, skriver Søren Sivebæk, der er kommunikationschef i Normal.