Skæbnen hviler i kendtes hænder: Søndag kåres Miss Danmark

LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen jubler: Kørekortet er i hus
Det er nogle store sko, som vinderen af årets Miss Danmark potentielt skal udfylde.
Vinderen kan nemlig blive udvalgt til at deltage i internationale skønhedskonkurrencer - blandt andet Miss Universe, som danske Victoria Kjær Theilvig vandt sidste år.
Det var første gang, at en dansker løb med sejren ved Miss Universe.
Victoria Kjær Theilvig deltog selv i Miss Danmark i 2021, hvor hun opnåede en topplacering.
Søndag aften skal der findes en ny vinder af den danske skønhedskonkurrence, når 30 kvinder dyster i et finaleshow i Cirkusbygningen i København.
Formålet med konkurrencen er at hylde kvinder og kampen for positiv forandring, skriver Miss Danmark Organisationen i en pressemeddelelse.
- Miss Danmark er mere end blot en skønhedskonkurrence. Det er en fejring af den enkeltes indre styrke, talent og engagement. Det er en aften, hvor kvinder får mulighed for at vise, at ægte skønhed kommer indefra, og hvor inspiration og positiv forandring står i centrum, lyder det.
Forud for finalen er 30 finalister blevet udvalgt på baggrund af ansøgninger og samtaler.
For at komme i betragtning skal man minimum være 18 år og dansk statsborger. Man må desuden ikke have optrådt nøgen, fremgår det af Miss Danmarks hjemmeside.
De 30 finalister har i løbet af foråret og sommeren været på bootcamps og deltaget i forskellige konkurrencer.
Det gælder blandt andet "Miss Sporty", "Miss Natural Beauty" og "Miss Influencer".
Her har de 30 finalister haft mulighed for at vise deres "fysik", "naturlige skønhed" og "evne til at bruge sociale medier til at skabe opmærksomhed omkring vigtige sager", skriver Miss Danmark Organisationen.
Deltagerne bliver løbende bedømt fra første casting til finaleshowet.
I dommerpanelet sidder blandt andre tv-personlighederne Dennis Knudsen og Gustav Salinas. Det samme gør direktøren for Miss Danmark Organisationen, Lisa Lents.
Sidste års vinder af Miss Danmark, Emma Heyst, deltog i foråret i den internationale Miss World-konkurrence i Indien. Her blev det dog ikke til nogen topplacering.
Det er direktøren for Miss Danmark Organisationen, Lisa Lents, der som national direktør for blandt andet Miss Universe Denmark og Miss World Denmark står i spidsen for at udvælge de danske repræsentanter ved de internationale konkurrencer.