Prinsesse Kate dropper blond hår: Har lært af tidligere fejl

LÆS OGSÅ: Prinsesse Kates hår chokerer ENDNU engang: Hvad sker der nu?
Prinsesse Kate skabte furore verden over, da hun forrige uge dukkede op med lysere hår under et besøg på Natural History Museum i London sammen med prins William.
Men det nye, blonde look var kortvarigt. Bare fire dage senere var Kate vendt tilbage til sin velkendte brune hårfarve - og det er næppe en tilfældighed.
- De har lært af den fejltagelse. For der fik det lov til at gå amok, fordi de ikke håndterede det i tide, men det gør de nu, forklarer England-korrespondent Lone Theils til B.T.
Hun har fulgt det britiske kongehus tæt i flere årtier, og ifølge hende er sagen om Kates hår et tydeligt tegn på udviklingen i kongehuset.
Hun peger på, at situationen minder om tiden før, kongehuset meddelte, at prinsesse Kate var ramt af kræft. Dengang blev kongehuset taget på fersk gerning i at manipulere billeder, og forskellige konspirationsteorier nåede et helt nyt niveau.
Netop derfor mener Theils, at det britiske kongehus hurtigt besluttede at stoppe spekulationerne denne gang.
Reaktionerne på de sociale medier eksploderede med kritik og vilde spekulationer, da den 43-årige prinsesse pludselig blev set med ny hårfarve.
Nogle mente, hun havde fået extensions, mens andre spekulerede i, om det var en paryk i forbindelse med den kræftbehandling, Kate har gennemgået det seneste år.
Kritikken af prinsesse Kates nye hår var så hård, at afdøde prinsesse Dianas tidligere frisør Sam McKnight gik til kraftigt modangreb på Instagram. Kendisfrisøren understregede, at Kate helst ville holde sig væk fra rampelyset, men alligevel har repræsenteret landet ydmygt og uselvisk.

Bare to dage efter den første optræden med blondere hår, dukkede Kate op på tribunen med håret tilbage til den velkendte brune farve under Women's Rugby World Cup.
Prinsesse Kate har de seneste måneder forsigtigt trappet op med sine offentlige optrædener efter kræftbehandlingen og vender gradvist tilbage til sine kongelige pligter.
