Jensens Bøfhus lukker restauranter og fyrer ansatte

Som en del af Jensens Bøfhus' løbende strategiske tilpasninger, der skal øge rentabiliteten i virksomheden, er det besluttet at lukke fire restauranter i Danmark.
Det skriver virksomheden i en mail sendt til TV2 Østjylland fredag.
Det drejer som om restauranterne på Rosenkrantzgade 23 i det centrale Aarhus, på Rådhusstræde 3-5 i Randers samt dem i Viborg og Holstebro.
Anders Engdahl, der er administrerende direktør, siger om beslutningen, at den bunder i et ambitiøst mål om fornyelse og udvikling af kædens restauranter.
- Den udvikling tager tid og kræver ressourcer. I det lys har vi besluttet at tilpasse vores restaurantstruktur i Danmark. Gennem en mere fokuseret restaurantstruktur er det vores vurdering, at vi bedre vil kunne udnytte vores ressourcer i den fortsatte udvikling af virksomheden, siger Anders Engdahl og tilføjer, at det ikke har været nogen nem beslutning.
- Men vi er sikre på, at det er den rigtige beslutning for virksomheden.
En del af de ansatte har fået tilbudt et job i en anden restaurant, mens de resterende er blevet opsagt.
De fire restauranter lukker med udgangen af september.