Tidligere topdommer Marcus Helbig er død: Blev blot 53 år

Tysk håndbold er blevet ramt af et yderst trist dødsfald.
Den tidligere topdommer Marcus Helbig er gået bort.
Det bekræfter Det Tyske Håndboldforbund.
- Jeg er dybt berørt over Marcus Helbigs alt for tidlige død, siger forbundspræsident, Andreas Michelmann.
Helbig var gennem en længere periode op til sin død alvorligt syg.
- Jeg har altid sat enorm stor pris på vores snakke om dommerarbejdet, men også langt mere end det. Det har været smertefuldt at være vidne til Marcus' kamp mod sygdommen, men jeg har den største respekt for, hvordan han accepterede udfordringen og kæmpede til det sidste, tilføjer håndboldpræsidenten.

Marcus Helbig stoppede dommerkarrieren i 2021 efter 28 år på topplan.
Han nåede blandt andet, sammen med makkeren Lars Geipel, at fløjte to Champions League-finaler samt flere medaljekampe ved slutrunder.
- Marcus var en stor del af mit liv som makker. Jeg beundrede, hvordan han kæmpede med sin sygdom i så lang tid og aldrig mistede troen. Det smerter mit hjerte, at han tabte kampen. Han vil blive dybt savnet, lyder det fra den mangeårige dommermakker Lars Geipel.
Helbig blev 53 år.