
Scorer gratis folkelighed: Dronning Mary og kong Frederik som royale realitystjerner

LÆS OGSÅ: Sker for første gang: Afslører nye detaljer om "Kongeparrets priser"
Ja tak til harmløse haveprogrammer, selvpromoverende dannelsesrejser, madoplevelser og sejlture.
Nej tak til kritiske spørgsmål fra journalister.
For hvor de kongelige i stigende grad holder sig væk fra journalisternes mikrofoner, så står de i kø, når tv-stationerne inviterer til gratis folkelighed i form af tv-programmer, hvor de stryges med hårene.
Senest har dronning Mary sagt ja tak til lidt god og gratis omtale med ”Søren Vesters have” på DR. Her blev tv-manden inviteret ind til hyggelig smalltalk i Fredensborg Slots have, hvor dronningen viste familiens vilde have frem.
For med det nye kongepar er der skruet gevaldigt ned for møderne med rigtige journalister. I stedet inviteres tv-folk med andægtige intentioner i stigende grad.


Kongehuseksperten Lars Hovbakke Sørensen er en af dem, der har noteret sig den stigende interesse fra de kongelige i at medvirke i hyggelige og harmløse tv-programmer.
– Det skyldes jo nok, at de ønsker at vise sig som folkelige og have den her synlighed, som der er nogen, der har efterlyst i debatten, fordi de synes, at især kongen måske har været for lidt synlig. Så det er jo nok et forsøg på at råde både på det ved at være synlig på en anden måde, siger Hovbakke til SE og HØR.
At det ikke kun er Mary, der er hoppet med på trenden om at stille op på den måde, har især kunnet observeres de seneste år.
Prins Joachim har medvirket i programmer om Danmarks historie, og senest gjorde han sig bemærket med programmet ”Hærvejen”.

Og hans ældste søn, grev Nikolai, stævnede ud med Emil Midé Erichsen i udsendelsen TV2’s "Min egen Kurs”, hvor han kunne tale frit og ubekymret uden modhager i form af ubehagelige spørgsmål.
Og Beha-familiens velvillighed overfor de kongelige gjorde da også, at Frederik som kronprins stævnede ud med familien i programmet ”Kurs mod danske kyster”.
Det er dog ikke kun de yngre generationer, der med kyshånd har taget imod lidt gnidningsfri snak i den bedste sendetid.
Ingen skarpe spørgsmål
Dronning Margrethe og prins Henrik deltog således i "Spise med Price” på DR, mens dronning Ingrid inviterede Søren Ryge hjem til en havesnak på Graasten Slot.


– De gør det på en måde, hvor de er med i nogle programmer, der i forvejen er populære. Og på den måde passer det jo fint med forventningerne hos mange folk om at se noget mere til de kongelige, men på en anden måde, siger Lars Hovbakke Sørensen.
Og ved at stille op til harmløst tv viser de kongelige sig frem, uden at de får ubehagelige opfølgende spørgsmål på f.eks afsløringen af, at kong Frederik overnattede hos jetsetteren Genoveva Casanova i Madrid.

– Ja, det slipper de for på den her måde, samtidig med at de får synlighed. Der har jo været diskussioner blandt medierne, om at de stiller op til for lidt af traditionelle interviews. Så det her er jo en måde at gøre det på i stedet for, lyder det fra kongehuseksperten.
Han ser dog udfordringer for kongehuset, hvis man fremover vil undgå en kritisk presse og lægge alle sine æg i den mere underdanige tv-branche.
– Fordelen overskygger i første omgang ulempen, men det er klart, at det kan også blive for meget på et eller andet tidspunkt. Det kan også blive så meget, at mystikken omkring de kongelige forsvinder, hvis de deltager i alt for meget af den slags.

– Der skal jo stadigvæk gerne være en vis distance mellem befolkningen og de kongelige, for at de er noget særligt. Og man risikerer selvfølgelig, at den forsvinder, hvis de deltager i alt muligt forskelligt, mener Hovbakke, der dog heller ikke tror, at de kongelige vil gå linen helt ud realitymæssigt.
– Hvis de begyndte en af dem at stille op i ”Stormester”, så ville man måske begynde at sige, at det er måske lige over grænsen, understreger han.
Så nemt slap Mary
Dronning Mary slap særdeles helskindet fra mødet med Søren Vester, hvor hun ikke fik et eneste kritisk spørgsmål. Således lød nogle af hendes udtalelser:
– Der skal være plads til, at vi i vores familie kan spille fodbold ude i haven og springe på trampolin. Det er et samlingspunkt for familien også.
– Vores børn er meget udendørs, men jeg tror ikke, de tænker; “Nu skal jeg ud i naturen”, de tænker mere, at det er dejligt at få frisk luft og bevæge sig ude i naturen.
– Vi har haft vores børn med på nogle længere vandreture, og i starten er det brok, brok, brok og ”Hvor lang tid tager det” og alt det der.
