
Benjamin Hav begræder Oh Lands "X Factor"-exit: - En varm vulkan
LÆS OGSÅ: DERFOR TRÆKKER OH LAND SIG FRA "X FACTOR"
TV 2 er allerede gået i gang med at finde den næste vinder af "X Factor", men før det virkelig bliver alvor, har de måtte ændre i dommertrioen.
Oh Land har nemlig valgt at trække sig som dommer af personlige årsager.
- Jeg har brug for ro omkring mig. Derfor bliver den kommende sæson, af personlige årsager, desværre uden mig. Jeg ønsker alt det bedste for ’X Factor’ og hele det fantastiske hold, forklarer sangeren.
Med Nanna Øland ude af billedet måtte TV 2 handle hurtigt. Det har de gjort ved at hyre Drew Sycamore til jobbet.
- Det er en ekstraordinær situation, og derfor er vi taknemmelig for, at et stort navn som Drew Sycamore har mulighed for at springe til med så kort varsel, lyder det fra underholdningsredaktør på TV 2, Dorte Borregaard.

Dermed skal Thomas Blachman altså duellere med to dommerdebutanter om sejren i 2026-udgaven af "X Factor".
Og det ærger klassens nye dreng, Benjamin Hav.
- Jeg kommer til at savne Nanna! Hun er en varm vulkan af buldrende eufori, siger den alternative hitmager til SE og HØR.

- Men når det er sådan, så glæder jeg mig til at arbejde sammen med Drew og lære hende bedre at kende, uddyber hr. Hav.
Det er endnu ikke afsløret, hvornår den kommende sæson af "X Factor" får premiere, men sikkert er det, at seerne kan glæde sig til helt ny energi ved dommerbordet.