Krimi10. september 2025 (opd. 10. september 2025)

Styrede amfetaminsmugling fra telefon i fængsels køleskab

En 28-årig mand idømmes 14 års fængsel for fremtrædende rolle i narkoorganisation. Manden erkender sin rolle

En 28-årig mand drev en narkoorganisationen fra en telefon, der blev gemt bag et køleskab i et fællesareal i Sdr. Omme Fængsel, hvor manden afsonede en fængselsdom.

Onsdag formiddag tilstod manden, hvis navn er Silas Neuherr Jensen, at han havde en ledende og koordinerende rolle i en narkoorganisation, hvilket resulterede i en ny fængselsdom på 14 år ved Retten i Roskilde.

Narkoorganisationen skulle have modtaget og besiddet over 240 kilo amfetamin i perioden 23. juli til 13. september 2024.

Den 28-årige går kort efter domsafsigelsen over til sin kæreste.

- Jeg er okay, siger han til kæresten.

Tidligere på dagen havde hun også været den første, som han gik over til og gav et kys, inden han resten af dagen var placeret ved sin forsvarsadvokat, Henrik Stagetorn.

Den 28-årige fortæller i retten, at han fra telefonen kunne tilgå den krypterede app Signal, hvor han kunne kommunikere med flere personer i organisationen.

Heriblandt en pengemand, der styrede pengene i organisationen, en lagermand, som opbevarede stofferne samt løbere, som leverede stoffer til kunderne.

- Jeg er bagmand, jeg laver arbejdet, koordinerer og planlægger, forklarer han i retten.

Stofferne blev købt via Signal af hollændere, mens den dømte var i fængsel.

Indkøbsprisen på stofferne mener han lå på mellem 5000 til 6000 kroner per kilo, og de solgte varerne for omkring 10.000 kroner per kilo.

Det gjorde ham dog ikke rig.

- Jeg har tjent 0 kroner.

- Jeg har måske tjent 200.000 kroner, men så er det (pengene, red.) kommet over i nye varer.

- Det var ikke mange penge, men det gik hurtigt, siger han.

Anklagemyndigheden mener, at organisationen har modtaget og besiddet omkring 244 kilo amfetamin, hvoraf mellem 90 og 100 kilo nåede at blive solgt til en profit på mellem 300.000 og 400.000 kroner.

Profitten skulle være gået til den øverste ledelse, der bestod af den dømte og en ukendt gerningsmand. Den 28-årige vil dog kun tale om sin egen rolle i organisationen.

- Jeg har ikke lyst til at tale om medsigtede, da de selv skal have mulighed for at tage den i retten, siger han.

Dommeren lægger i dommen vægt på, at det er en tilståelsessag, men det indgår også, at manden har erkendt, at han som bagmand styrede organisationen.

Den dømtes forsvarsadvokat, Henrik Stagetorn, ønsker betænkningstid i forhold til, hvordan de stiller sig til straffen.

Ifølge Ekstra Bladet blev Silas Neuherr Jensen i 2022 idømt en fængselsstraf på fem år for at have stået vagt ved en lade i 14 dage, hvor en mand blev tortureret.

Dengang begrundede dommeren domsafgivelsen med, at Silas Neuherr Jensen havde flere voldsdomme i bagagen.

Sponsoreret indhold