Tech9. september 2025

Ny iPhone afsløret før tid: Tyndere end nogensinde

Apple præsenterer i aften den iPhone 17-serie, nye Apple Watch-modeller og næste generation af AirPods - men er det nok til, at du vil eller skal skifte den gamle model ud?
Kan eventet i aften blive Apple-chefen Tim Cooks sidste?
Kan eventet i aften blive Apple-chefen Tim Cooks sidste? Rygterne er i hvert fald ikke nådige, når det gælder hans mulighed for at "overleve" et år mere i spidsen for Apple. Men hvis det snart er slut, kan Tim glæde sig over, at tjansen har gjort ham til milliardær.
 Foto: Justin Sullivan/AFP/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Bliver opdateret seks år frem - og er klogere end før

Apple-fans holder vejret i dag, hvor den amerikanske techgigant i aften dansk tid holder sit årlige september-event.

For her bliver den nye serie af iPhone 17-modeller afsløret. Og hvis de solide rygter forud for eventet holder vand, så bliver det ikke kun en mindre opdatering, men en helt ny iPhone som ser dagens lys.

Der er således hele fire varianter på iPhone 17: en standardmodel, en Pro, en Pro Max og den nye ultratynde iPhone 17 Air, som efter sigende kan blive så tynd som 5,5 millimeter.

Det betyder også et farvel til iPhones nuværende Plus-modeller, forlyder der.

Air-modellen ser samtidig ud til at blive Apples mest dristige redesign i årevis. Spørgsmålet er bare, om den slanke profil koster på batterisiden?

Og om du alene vil kunne bruge den med et elektronisk simkort (eSIM, red.), fordi pladsen til det fysiske simkort er sparet væk? Det bliver vi snart meget klogere på.

Kameraet ser som tidligere år til at blive et andet slagnummer, når man ser bort fra Air-modellen, som ikke ventes at få plads til alle de objektiver, man normalt ser i en iPhone.

Sådan forestiller nettets rygtesmede sig, at den nye serie af iPhones kommer til at se ud.
Sådan forestiller nettets rygtesmede sig, at den nye serie af iPhones kommer til at se ud.
 Skærmdump

Således kan de dyreste Pro-modellerne få en solidt forbedring af det optiske zoom, ligesom selfiekameraet på hele serien løftes til en bedre kvalitet.

Der spekuleres desuden i, at Pro-modellerne skifter titanium ud med aluminium, hvilket kan gøre telefonerne mærkbart lettere.

Spørgsmålet er dog, om de mange nyheder får folk til at opgradere?

For mit eget vedkommende har jeg det fint med min nuværende iPhone 14 og AirPods Pro i den "gamle" udgave. For de fleste handler det nok mere om om, at deres gamle iPhone "er blevet træt", og så er der en ny model klar.

Det svækker også mulighederne for Apple, at priserne på deres produkter er vokset så meget. Det har nemlig fået mange forbrugere til at holde længere fast i deres telefoner og anden elektronik. Noget, der i sidste ende nok er meget godt for både pengepung og miljøet.

Det ventes i øvrigt, at de nye iPhones og andre nyheder kan købes fra fredag i næste uge. Dog med det forbehold at nogle af modellerne måske først sættes til salg i næste måned.

Du kan følge aftenens event direkte fra klokken 19 dansk tid.

Sponsoreret indhold