Krimi9. september 2025 (opd. 9. september 2025)

Den yngste er 15 år: Har fået et advarende brev fra politiet

Politiet har sendt breve til 74 borgere i Holstebro, der er dukket op i en narkoefterforskning. De bliver ikke sigtet, men opfordret til at søge hjælp

Et usædvanligt træk fra Midt- og Vestjyllands Politi betyder, at 74 lokale borgere i disse dage får en meget klar besked fra deres lokale betjent.

De 11 kvinder og 63 mænd i alderen 15 til 50 år advares nemlig i et personligt brev om, at de alle er blevet opdaget i det, som politiet mistænker kan være misbrug af ulovlige stoffer.

"Du bliver ikke sigtet i denne sag, men i forbindelse med efterforskningen er vi blevet opmærksomme på, at du via sms og grupper på WhatsApp er blevet tilbudt euforiserende stoffer," lyder det i brevet.

Baggrunden er en aktuel narkoefterforskning, hvor politiet beslaglagde en telefon, der ifølge efterforskerne blev brugt af en 23-årig mand til at reklamere for salg af hash og kokain.

Navnene på de 74 personer dukkede op i forbindelse med beskeder og grupper på WhatsApp, men politiet understreger, at der ikke findes beviser for, at de har købt eller besiddet stoffer.

- Når vi kan se, at man har sagt ja tak til at blive en del af for eksempel en WhatsApp-gruppe, der tydeligt handler om køb og salg af hash og kokain, så er det jo nogle personer, vi bliver opmærksomme på.

- Og selv om der i den her konkrete sag ikke er noget at sigte dem for, så er det ikke sådan, at vi mister interessen for dem. Vi vil faktisk rigtig gerne hjælpe dem til at komme ud af et eventuelt misbrug eller måske endda få stoppet nogen, inden de ender i et misbrug, forklarer politikommissær Knud Lauridsen tirsdag i en pressemeddelelse om sagen.

Mens de 74 personer kun får en advarsel, er situationen anderledes for den 23-årige, der ifølge politiet stod bag telefonen.

Han er nu sigtet for salg af euforiserende stoffer og kan se frem til en sag i retssystemet.

Sponsoreret indhold