Sport8. september 2025 (opd. 8. september 2025)

Her er de 11 udvalgte: Victor Froholdt starter inde

Brian Riemer har udvalgt de 11 spillere, der starter inde mod Grækenland mandag aften
Victor Froholdt starter inde for Danmark mod Grænkenland mandag aften.
Victor Froholdt starter inde for Danmark mod Grænkenland mandag aften.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Fodboldlandstræner Brian Riemer har skiftet to spillere ud i sin startopstilling mandag aften i den vanskelige VM-kvalifikationskamp ude mod Grækenland, hvis man sammenligner med Danmarks 11 startede i fredags mod Skotland.

Samtidig laver landstræneren et formationsskifte fra 4-4-2 til 4-3-3.

På midtbanen glider 19-årige Victor Froholdt ind efter et flot indhop i den målløse kamp mod Skotland. Han skal udgøre en løbestærk trio sammen med Pierre-Emile Højbjerg og Morten Hjulmand.

Den unge FC Porto-spiller erstatter Kasper Dolberg, der ikke havde nogen stor aften i fredags.

På højrekanten er Andreas Skov Olsen foretrukket i stedet for Anders Dreyer.

Helt i front får Mika Biereth genvalg, og det holder atter Rasmus Højlund på bænken i en potentiel jokerrolle.

Dermed ser Danmarks startopstilling ud som følger (4-3-3):

Kasper Schmeichel - Rasmus Nissen Kristensen, Joachim Andersen, Andreas Christensen, Joakim Mæhle - Pierre-Emile Højbjerg, Morten Hjulmand, Victor Froholdt - Andreas Skov Olsen, Mika Biereth, Mikkel Damsgaard.

Det danske hold er under pres for at tage point i Athen. Et dansk nederlag vil betyde, at Danmark ikke selv kan afgøre, om det skal blive til en førsteplads i gruppen. Kun gruppevinderen scorer en direkte VM-billet, mens nummer to skal spille playoff.

Grækenlands landstræner, Ivan Jovanovic, var tilfreds med det, han så fra sine spillere i fredagens 5-1-sejr over Belarus. Serberen har kun fundet anledning til at skifte en enkelt spiller i sin 4-3-3-opstilling.

Han stiller op med en giftig fronttrio, hvor driblestærke Cristos Tzolis og det 17-årige supertalent Konstantinos Karetsas skal fodre den stærke angriber Vangelis Pavlidis.

Opgøret på et udsolgt stadion i Athen begynder klokken 20.45 dansk tid.

Sponsoreret indhold