
Ny "Love Island"-sæson slår den første

LÆS OGSÅ: Viaplay afslører: To nye "Paradise Hotel"-sæsoner på vej
Sex, madlavning og kærlighed(sdrama). Det er, hvad Viaplays seere foretrækker blandt streamingtjenestens egenproducerede, danske indhold.
Nye tal viser nemlig, at sæson to af "Love island" således stryger direkte ind på en tredjeplads efter "Paradise Hotel" sæson 21 og "Masterchef" sæson 11, oplyser Viaplay.
Og det glæder naturligvis chefredaktør Flemming Fjeldgaard, som var spændt på programmets tilbagevenden hele syv år efter første sæson.
- Vi er meget, meget tilfredse med "Love Islands" comeback på TV3 og Viaplay.
- Den første sæson i 2018 var en stor seersucces, som desværre ikke blev forlænget i 2019, fordi Viaplay Groups daværende ledelse ville en anden retning med indholdsinvesteringerne. I år ville vi frygteligt gerne genbesøge Love Island og se, om vi kunne genfinde seerne, og det må siges at være tilfældet.
Ifølge Viaplay har sæson to 10 procent flere seere end den første sæson. Derudover genererer den 60 procent flere nysalg og er dermed det realityprogram, der i år tiltrækker flest nye seere til platformen - hvis man altså ser bort fra "Paradise Hotel" sæson 21, der slår alle rekorder.
- Selv om sæson to af "Love Island" kun er tre uger gammel og har masser af spændende uger foran sig, er den allerede målt på minutter årets tredje mest sete danske egenproduktion på Viaplay - efter netop Paradise Hotel sæson 21 og MasterChef sæson 11, siger Flemming Fjeldgaard.
Den store succes har fået Viaplay til at vise sæson to af det engelske "Love Island All Stars", som blev optaget tidligere i år.
