Se billedet: Kong Frederik og dronning Mary ærer danske udsendte

Det danske kongepar har netop lagt en krans op ad monumentet for Danmarks internationale indsats efter 1948 på Kastellet i København.
Kransen er lagt til ære for dem, der har været udsendt på vegne af Danmark ved afholdelsen af den officielle mindehøjtidelighed.
Hvert år den 5. september er der officiel flagdag for dem, der har været udsendt på vegne af Danmark.
Dagen blev første gang markeret i 2009, og i år er det 17. gang, der flages med Dannebrog for at ære de udsendte.
Når det er officiel flagdag, har alle statslige myndigheder pligt til at flage med splitflag.
Formålet med flagdagen er at anerkende og hædre personer, der er eller har været udsendt for Danmark, og at mindes dem, der har mistet livet under en udsendelse.
På flagdagen flages der ikke kun for danske soldater, men også personer, som har været udsendt for beredskabet, Udenrigsministeriet, politiet og sundhedsvæsenet.