
Nu skal stridigheden afgøres: Janni og Karsten i retten
LÆS OGSÅ: Janni Ree kærer dommen: - Det er ikke normalt i Danmark
Nu skal Østre Landsret en gang for alle afgøre om den omdiskuteret bog "Evig Diva" må sælges i sin oprindelige udgave. Det sker mandag, hvor hele dagen er sat af til retsmødet.
Janni og Karsten mødtes i første omgang ansigt til ansigt 5. marts, hvor Karsten Ree forsøgte at stoppe sin ekskones bogdrøm ved at få nedlagt et fogedforbud mod bogen, fordi han mener, hun har brudt en underskrevet fortrolighedserklæring, hun skrev under på i august 2023.
Det fik Karsten Ree delvist medhold i.
Retten i Hillerød besluttede 12. marts, at forlaget Buster Nordic "skal tilbagekalde allerede udgivne eksemplarer af bogen fra distributører og detailhandlen".
Derudover måtte Janni Ree og forlaget ikke yderligere udgive eller på anden måde offentliggøre visse nærmere angivne dele af bogen, der ifølge SE og HØRs oplysninger vedrører Karsten.
Forlaget valgte samme dag at kære afgørelsen, og nu skal sagen for Østre Landsret mandag 8. september.
- Vi kærer afgørelsen, fordi vi ikke synes det er retfærdigt.
- Det, vi slår mest ned på, er fortrolighedskontrakten, fortalte Janni Ree til SE og HØR tilbage i marts.
Underskrev kontrakt
Ifølge SE og HØR tager den spektakulære sag udgangspunkt i en underskrevet fortrolighedserklæring mellem Janni og Karsten Ree, der blev skrevet under i august 2023.
Her skrev begge parter under på, at de ikke måtte udtale sig om detaljer fra deres liv sammen.
SE og HØR har været i kontakt med Janni Ree og Ree-lejren, der har ikke har nogen kommentarer i forbindelse med sagen.

Censureret udgave
Op til udgivelsen af bogen forsøgte rigmanden at nedlægge fogedforbud mod bogen "Evig diva", men samme dag som retssagen fandt sted valgte forlaget Buster Nordic at fremskynde processen og udgive bogen - derfor nåede bogen at være på hylderne i en uge.
Efter rettens afgørelse måtte Buster Nordic revidere og tilpasse bogen, så den igen kunne fylde boghandlernes hylder.
På forsiden af den nye udgave har Janni Ree gaffatape på munden, og i en stor sort boks står der "censureret udgave" - ellers ligner omslaget sig selv.
I selve bogen har forlaget valgt at overstrege passagerne med Karsten ved hjælp af sorte bjælker, så de pågældende passager er skjult.

Kapitlerne bliver ellers uberørte i bogen.
- Det er en bevidst protest mod en beslutning, der åbner døren for censur af forlag og forfattere og underminerer vores grundlovssikrede rettigheder, sagde presseansvarlig April Sandbäck til SE og HØR i forbindelse med udgivelsen.
SE og HØR følger sagen fra retslokalet mandag 8. september klokken 09.30.
