Krimi5. september 2025

Køge-Calle giver op: Accepterer tre års karantæne

For to uger siden blev Køge-Calle, som for alvor blev landskendt i "Den sorte svane", pålagt tre år konkurskarantæne. Den har han nu opgivet at kæmpe imod
Køge-Calle, som han bliver kaldt, under optagelserne til TV2-dokumentaren "Den sorte svane".
Køge-Calle, som han bliver kaldt, under optagelserne til TV2-dokumentaren "Den sorte svane".
 Foto: TV 2

LÆS OGSÅ: Nævnt i "Den sorte svane": Taber millioner

Det er slut med at kæmpe i retten for Carl Richard Christensen.

I hvert fald når det kommer til den sag om konkurskarantæne, som erhvervsmanden med tilnavnet Køge-Calle på det seneste har haft hængende over hovedet.

Onsdag var der nemlig sidste chance for at kære kendelsen og få den prøvet ved Østre Landsret, men den mulighed har han valgt ikke at gøre brug af.

Det oplyser Retten i Roskilde til SE og HØR.

Derfor står afgørelsen ved magt og betyder, at Køge-Calle i de kommende tre år ikke må drive virksomheder, uden han hæfter personligt.

SE og HØR forsøgte efter konkurskarantænen at få en kommentar fra hans advokat, som det trods flere henvendelser ikke var muligt at komme i kontakt med. Han har heller ikke svaret i denne omgang.

Hos kurator Morten Bøgenskjold fra Njord Lawfirm er der glæde over, at sagen nu er afsluttet.

- Den manglende kære er for os et udtryk for, at forholdene er, som vi hele tiden har sagt, at de er. Det er vi selvfølgelig tilfredse med i kuratellet, siger han til SE og HØR og fortsætter:

- Det er vores opfattelse, at præmisserne i kendelsen muligvis kan få en større rækkevidde end blot konkurskarantænesagen. Det må fremtiden jo vise, siger Morten Bøgenskjold, som på nuværende tidspunkt ikke ønsker at blive mere konkret omkring dette.

Stråmand og fiktive gældsbreve

Det var SE og HØR, der for to uger siden kunne afsløre, at hammeren var faldet over Køge-Calle og hans partner, som begge var blevet pålagt tre års konkurskarantæne ved Retten i Roskilde.

Karantænen vedrører to konkursboer ejet af Køge-Calles kæreste, og hvor hans forretningspartner havde overtaget direktørposten - i hvert fald på papiret.

Kurator i de to konkursboer mente dog blandt andet, at Køge-Calle fortsatte med at havde betydelig indflydelse på driften, selvom han officielt var fratrådt som direktør og kun var ansat som konsulent. Han havde blandt andet fuldmagt til selskabets bankkonto, hvorfor han kunne råde over selskabets midler, uden at involvere direktøren.

Udover stråmandskonstruktionen var der ifølge kurator også blevet lavet fiktive gældsbreve, som blev sendt til en bankforbindelse, ligesom der blev solgt midler fra selskabet til under markedspris. Til sidste mente kurator, at Køge-Calle havde forsøgt at slette beviser i form af mails.

Køge-Calle afviste alle anklager og gjorde klart, at han ville frifindes. Det var dommeren ved Retten i Roskilde dog ikke enig i.

Det fremgik blandt andet af kendelsen, at retten "finder det ubetænkeligt" at lægge til grund, at Køge-Calle var så aktivt deltagende i ledelsen og havde så bestemmende indflydelse, efter han fratrådte som direktør, at der var tale om stråmandslignende konstruktioner.

Det betyder konkurskarantæne:

En person kan pålægges konkurskarantæne, hvis personen på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse vurderes uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.

Konkurskarantæne betyder, at en person i en periode ikke må deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed - typisk kun virksomheder uden personlig hæftelse, medmindre der er tale om gentagelsestilfælde eller meget grove sager.

Konkurskarantænen vil som udgangspunkt blive pålagt for en periode på tre år, men i realiteten kan perioden blive både kortere og længere.

Man behøver ikke have gjort noget ulovligt for at blive pålagt konkurskarantæne. Man skal blot have handlet groft uforsvarligt i den måde, man har drevet forretningen på.

Kilde: Domstol.dk

Køge-Calle blev landskendt, da TV 2 bragte dokumentaren "Den sorte svane", hvor den ellers indflydelsesrige erhvervsmand og tidligere medlem af byrådet i Køge for Socialdemokratiet blev fanget på skjulte optagelser.

Her afslørede han tilsyneladende, at han kunne nogle tricks, der ikke var helt på den rigtige side af loven. Blandt andet fortalte han TV 2's muldvarp, at han kunne trylle sorte penge hvide.

Selv har han afvist at gøre noget ulovligt, men efter dokumentaren er han blevet ramt af en række nedture og konkurser - heriblandt ham selv personligt.

Køge-Calle afventer også afgørelsen af en anden og mere alvorlig sag. I sidste uge sad han tiltalt for at have modtaget mindst 5,6 millioner fra et tidligere medlem af Hells Angels for derefter at hvidvaske dem.

Dommen i den sag, hvor han nægter sig skyldig, forventes at falde 19. september. Du kan læse mere om den sag herunder:

Sponsoreret indhold