NyhederI går (opd. I går)

Rejser du med pendlerkort? Så skal du have en ny app

Hvis du er en af de mange danskere, der rejser med pendlerkort, så skal du hente en ny app

Folk, der rejser med pendlerkort på Sjælland og øerne, skal i efteråret vænne sig til at bruge en ny app.

Tidligere har pendlere kunnet bruge DOT Billetter, men fra 16. september vil det ikke længere være muligt at købe eller forny sit pendlerkort i den app.

I stedet er det appen Rejsebillet, der skal bruges.

Det skriver Din Offentlige Transport (DOT) i en pressemeddelelse.

Den nye app blev præsenteret sidste år, og det er alle landets trafikselskaber, der er gået sammen om at lave den.

Formålet med Rejsebillet-appen er at skabe en landsdækkende app, der gør det nemmere at købe den billet, der passer til ens rejsebehov.

Har man et pendlerkort, der er gyldigt til længere end 15. september, vil det stadig være muligt at bruge DOT Billetter-appen, indtil kortet udløber.

Ungdomskortet flyttede 11. juni fra DOT Billetter til Rejsebillet-appen, og siden har mere end 50.000 brugere skiftet til den nye app.

Man kan stadig bruge et fysisk Pendlerkort eller et Pendler Kombi Rejsekort indtil udgangen af 2026.

Sponsoreret indhold