
Dennis Knudsen håber snart på kørekort: - Det teorilort er virkelig hårdt

LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen skiftede camping ud med Lalandia i sidste øjeblik: Mangler stadig kørekortet
For to år siden måtte Dennis Knudsen vinke farvel til både kørekort og bil.
Men nu har han taget plads på køreskolen, og hvis alt går efter planen, er kortet snart i hus igen.
Det fortæller han til HER & NU.
– Jeg håber, jeg kan have det inden for en måned. Det teorilort er virkelig hårdt. Det er ikke for ældre mennesker som mig, der ikke har været på skolebænken i mange år, fortæller han.
Selv om kendisfrisøren endnu ikke har bestået sine prøver, er han dog begyndt at kigge på ny bil.
Han ved, at den skal være endnu større end hans Audi Q7, men han har ikke fundet den rette endnu.
Kompliceret uden kørekort
Dennis Knudsen har tidligere fortalt til SE og HØR, at han glæder sig til at få kørekortet i hus igen.
Det manglende kørekort kan nemlig godt være lidt af en udfordring, og det viste sig blandt andet i løbet af sommeren, hvor familien måtte ændre planer om campingferie i sidste øjeblik.
- Det blev bare lidt for kompliceret med camping for jeg skulle finde en, der kunne køre campingvognen frem og tilbage, fortalte Dennis Knudsen til SE og HØR.
Det var tilbage i 2023, at Dennis Knudsen mistede både bil og kørekort.
Det skete i forbindelse med hans nedsmeltning ved Molslinjen, da han blev nægtet adgang til en færge.
Nedsmeltningen resulterede i en dom, der lød på 40 dages betinget fængsel for forsætlig fareforvoldelse og vanvidskørsel, ligesom han blev frakendt kørekortet og fik konfiskeret sin bil.
