Andreas Holm er klar til kærligheden igen: - Det har været grænseoverskridende
LÆS OGSÅ: Nu tager Andreas Holm bladet fra munden
Andreas Holm fandt kærligheden for rullende kameraer i "Bachelorette", da han modtog Lissa Paustians sidste rose, og sammen forlod de programmet før tid.
Men hjemme i Danmark varede kærligheden ikke ved, og i marts måned gik de to fra hinanden.
Kun en måned efter drog Andreas på sit livs eventyr for at medvirke i "Robinson Ekspeditionen", og derfor har det ikke været meget tid eller overskud til dating.
- Da jeg kom hjem fra Robinson, kunne jeg godt mærke, at jeg var mere påvirket af det, end jeg lige havde regnet med. Jeg blev meget hurtigere overstimuleret. Når jeg tog i byen, kunne jeg slet ikke holde ud at være blandt så mange mennesker og høj musik. Jeg skulle bare hjem, siger Andreas Holm i SE og HØRs podcast "Sladderministeriet".
Han tog derfor tingene i et meget langsomt tempo, da han kom hjem fra sit livs eventyr.
- Jeg tog ikke rigtig ud og mødte folk, efter jeg kom hjem. Det pressede mig bare. Det stressede mig helt vildt.

Det er ingen hemmelighed, at man bliver et genkendt ansigt, når man deltager i et af landets største datingprogrammer, og derfor har det også været grænseoverskridende for Andreas at blive genkendt på gaden.
– Det med at date piger, det har jeg syntes var grænseoverskridende. Det er ikke, fordi jeg siger, at alle ville kunne genkende mig, hvis jeg gik på gaden. Men det der med at sidde med en, jeg møder for første gang på en fortovscafé, give et kram og sige ”Hej, jeg hedder Andreas” – og så kan folk følge med i vores samtale.
I dag er Andreas single, men åben for at finde kærligheden på ny.
- Det har været meget stille på kærlighedsfronten. Jeg er single. Jeg er en kæresteperson, så jeg vil rigtig gerne tosomheden og finde en, som jeg kan begynde at tænke lidt mere fremtid med, fordi man er jo ikke helt ung mere, griner 32-årige Andreas.
Se interviewet øverst i artiklen, og lyt med i SE og HØRs podcast "Sladderministeriet" på mandag, hvor Andreas er gæst.