Sport6 timer siden

Jim Laugesens datter blev født for tidligt: Brugte 76 dage på hospitalet

TV 2-eksperten og resten af familien har nu fået lov til at komme hjem
Jim Laugesen (th) har været en del af TV 2 Sport, siden kanalens åbning i 2017. Her poserer han med Joachim Fischer (i midten) og Jan Ø. Jørgensen (tv).
Jim Laugesen (th) har været en del af TV 2 Sport, siden kanalens åbning i 2017. Her poserer han med Joachim Fischer (i midten) og Jan Ø. Jørgensen (tv).
 Foto: Thomas S. Laursen

Da man i juni kunne følge badmintonturneringen Indonesien Open på TV 2's sendeflader, var det lidt overraskende uden den vanlige ekspertkommentator Jim Laugesen bag mikrofonen.

Men det var der en ganske forståelig årsag til. Han var nemlig netop blevet far til en datter, der kom til verden noget før forventet.

Nu, godt tre måneder senere, er Jim Laugesen fortsat ikke at finde i kommentatorboksen under det igangværende VM i Paris, men i en daglig SMS-dagbog på TV2's hjemmeside giver han sit besyv med hjemme fra sofaen.

Her afslører badmintoneksperten også, at den for tidlige fødsel medførte et par håndfulde uger på hospitalet, inden familien kunne vende hjem igen.

- Alle har det godt, og vi er ved at have vænnet os til at prøve at få en dagligdag på at køre med en datter, der blev født for tidligt. Vi nåede lige 76 dage på et hospital, inden vi fik lov at komme hjem, skriver han.

Han fortæller videre, at han egentlig rigtig gerne ville have været med TV 2-holdet i Paris, men at han slet ikke er i tvivl om, at det var den rigtige beslutning at blive hjemme i Danmark med sin nyfødte datter.

Danmark er i øvrigt flot repræsenteret ved VM i Paris i disse dage.

Blandt andet med Anders Antonsen i herresinglen og Kim Astrup og Anders Skaarup i herredoublen.

Sponsoreret indhold