NyhederI går

Efter Putin-brev: Førstedame sender appel til Melania om Gazas børn

I et brev til Ruslands præsident skrev USA's førstedame, at alle børn deler en drøm om sikkerhed fra fare
Tyrkiets førstedame, Emine Erdogan, har sendt en appel til den amerikanske førstedame, Melania Trump, om Gazas børn. Her ses de to sammen med præsident Donald Trump og præsident Recep Tayyip Erdogan ved Det Hvide Hus i 2019. (Arkivfoto). - Foto: Tom
Tyrkiets førstedame, Emine Erdogan, har sendt en appel til den amerikanske førstedame, Melania Trump, om Gazas børn. Her ses de to sammen med præsident Donald Trump og præsident Recep Tayyip Erdogan ved Det Hvide Hus i 2019. (Arkivfoto). - Foto: Tom Brenner/Reuters

For nylig henvendte USA's førstedame, Melania Trump, sig direkte til Ruslands præsident, hvor hun skrev, at han har muligheden for at bringe latteren tilbage hos børn, der i dag er omgivet af mørke.

Nu appellerer Tyrkiets førstedame, Emine Erdogan, til, at hendes amerikanske modstykke også taler børnene i Gazas sag.

Det fremgår af et brev, som Emine Erdogan har skrevet til Melania Trump.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Jeg tror på, at den vigtige følsomhed, du har vist for de 648 ukrainske børn, der har mistet livet i krigen, også vil omfatte Gaza, hvor 62.000 uskyldige civile, herunder 18.000 børn, i løbet af to år er blevet brutalt dræbt, skriver hun.

- Som mor, som kvinde og som menneske deler jeg dybt de følelser, der udtrykkes i dit brev, og jeg håber, at du vil give det samme håb til Gazas børn, der også længes efter fred og ro, lyder det videre.

Det fremgår ikke umiddelbart, hvor førstedamen har dødstallene fra.

I brevet til præsident Vladimir Putin skrev Melania Trump, at alle børn deler en drøm om kærlighed, muligheder og sikkerhed.

Hun skrev også, at hun er sikker på, at Putin vil være enig med hende i, at alle nye generationer er uskyldige, når deres liv begynder.

Krigen i Ukraine blev ikke nævnt. Den har stået på i omkring 3,5 år og begyndte med Ruslands invasion af nabolandet. Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har forsøgt at agere mægler i løbet af krigen.

Imens begyndte krigen i Gaza 7. oktober 2023.

Under krigen har præsident Erdogan og den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, udvekslet grove fornærmelser mod hinanden.

Erdogan har også tidligere kaldt militante Hamas, som Israel er i krig med, en befrielsesorganisation og beskyldt Israel for krigsforbrydelser.

Krigen i Gaza har ifølge sundhedsministeriet i området kostet lige over 62.600 palæstinensere livet, herunder primært civile.

Tallet er ikke umiddelbart blevet uafhængigt verificeret, men FN anser det som troværdigt.

Samtidig tog Hamas 251 gidsler ved angrebet mod Israel 7. oktober 2023. 49 befinder sig fortsat i Gaza, herunder 27 som ifølge Israels militær er døde, skriver AFP.

Melania Trump har ikke umiddelbart reageret på brevet fra Emine Erdogan.

Sponsoreret indhold