Efter kræftchok: Mai Mercado opereret

LÆS OGSÅ: Syg med kræft: Flere ulykker rammer Mai Mercados familie
Folketingspolitiker Mai Mercado er blevet opereret for brystkræft.
Det skete i går, fredag, og nu venter genoptræning og kemobehandling.
Det fortæller hun til Ekstra Bladet.
- Operationen er gået godt. Jeg kom hjem samme dag, som også er kutyme. Nu venter lidt genoptræning, inden jeg til efteråret skal i gang med kemo, lyder det fra Mai Mercado.

Det var i sidste uge, at det konservative folketingsmedlem kunne fortælle, at hun havde fået konstateret brystkræft.
Under en ferie mærkede hun en knude i sit bryst, og efter flere biopsier og en MR-scanning stod diagnosen desværre klart.
Mai Mercado beskrev det som "et kæmpe chok", og kort efter lægens besked valgte hun at sygemelde sig fra Folketinget.
- Jeg kommer helt naturligt til at trække mig fra mine politiske opgaver i en periode fremover. Jeg bliver sygemeldt fra Folketinget. Man kan ikke være på deltid som politiker, og det er den rigtige beslutning for mig, skrev hun.
Mai Mercado har således pakket sit kontor ned på Christiansborg, og nu venter kemobehandlingen.