Nyheder5 timer siden (opd. 4 timer siden)

Vil fyre op mod hver tiende medarbejder: Norlys skærer ned

Den danske virksomhed har i dag, torsdag, orienteret sine medarbejdere om en stor fyringsrunde, der vil koste op mod hver tiende deres job
Der skal skæres ned hos Norlys.
Der skal skæres ned hos Norlys.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Energi- og telekoncernen Norlys vil fyre op mod hver tiende medarbejder i koncernens kundeselskab.

Det skriver både Energy Supply og Finans.

Ifølge mediernes oplysninger har Norlys torsdag formiddag orienteret sine medarbejdere om den kommende fyringsrunde, som skal ske ved udgangen af september.

Norlys har bekræftet fyringsrunden over for både Energy Supply og Finans.

I en skriftlig kommentar til medierne siger Kathrine Forsberg, som er direktør for Norlys' kundeforretning, at fyringsrunden sker som følge af koncernens opkøb af Telia samt dårlige resultater i kundeforretningen.

- Sammenlægningen medfører naturligt dobbeltfunktioner og muligheder for synergier. Derfor kommer vi desværre til at nedlægge en række stillinger og sige farvel til dygtige kolleger ved udgangen af september, lyder det.

Derudover siger Kathrine Forsberg, at der bliver kigget på omkostningerne for at skabe en bæredygtig forretning i kundeselskabet, som ifølge hende ikke leverer tilfredsstillende resultater i øjeblikket.

Norlys' opkøb af Telia Danmark blev gennemført i april 2024.

Hele Norlys-koncernen har omkring 4500 medarbejdere i Danmark.

Kundeselskabet, som inkluderer tv- og internetforretningen, mobilforretningen og energiforretningenhar omkring 2450 medarbejdere, oplyser Norlys.

Norlys offentliggjorde i sidste uge sit regnskab for første halvår. Og også her blev det understreget, at integrationen af Telia fortsat medfører mærkbare omkostninger.

I løbet af årets første seks måneder har Norlys haft et underskud på 420 millioner kroner før skat. I første halvdel af 2024 havde selskabet et overskud på 175 millioner kroner.

Omsætningen voksede derimod med en fjerdedel og endte på 8,2 milliarder kroner.

Begge dele forklarede Norlys med opkøbet af Telias danske mobilforretning.

Sponsoreret indhold