Krimi5 timer siden (opd. 2 timer siden)

Slår storalarm på efterskole: Hele taget står i flammer

Alle er evakueret fra den nordjyske ejendom, der rummer en skole
Sådan ser det ud efter branden.
Sådan ser det ud efter branden.
 Foto: Presse-fotos.dk

SENESTE: Efter branden har politiet sigtet en person for overtrædelse af beredskabsloven. Det skyldes, at Nordjyllands Politi formoder, at branden er startet i forbindelse med, at en ansat har brugt en ukrudtsbrænder

Nordjyllands Beredskab rykkede torsdag formiddag ud til en større tagbrand i Haverslev.

Alle på adressen er blevet evakueret, skriver beredskabet på det sociale medie X.

Kort før klokken 13.15 lyder det fra beredskabet, at branden nu er ved at være under kontrol.

Ifølge Nordjyske er bygningen, hvor der er udbrudt brand, en del af Himmerlandscentrets Idrætsefterskole.

Efter branden har politiet sigtet en person for overtrædelse af beredskabsloven.

Det skyldes, at Nordjyllands Politi formoder, at branden er startet i forbindelse med, at en ansat har brugt en ukrudtsbrænder. Det oplyser vagtchef Lau Larsen til Nordjyske.

Ifølge Nordjyske og TV 2 Nord var der ingen elever til stede, da branden brød ud. Skolens elever var på tur.

Nordjyllands Politi skriver på X, at der aktuelt er en del røgudvikling fra branden.

Hvis man kan lugte røg, opfordrer politiet til, at man lukker døre og vinduer samt slukker for ventilationsanlæg.

Billeder, som TV2 Nord og Nordjyske har delt, viser en hvid bygning, hvor der er større skader på taget.

Sponsoreret indhold