150 medarbejdere afskediget efter konkurs
Det er ikke lykkedes kurator at finde en samlet køber af autogrossisten AG Automotive, der for to uger siden blev begæret konkurs.
Torsdag blev det offentliggjort, at konkurrenten au2parts har købt Auto-G afdelingen i Randers ud af konkursboet. au2parts overtager afdelingen og ni medarbejdere straks.
Men det er altså ikke lykkedes at finde en køber til nogle af de 17 øvrige afdelinger. Dermed mister omkring 150 medarbejdere ifølge branchemediet Motor-magasinet nu deres arbejde.
- Det er desværre ikke lykkedes at finde en køber til den resterende del af AG Automotive. Derfor er de resterende medarbejdere i går blevet afskediget og fritstillet og skal nu ud og lede efter andet arbejde, forklarer kurator Søren Christensen Volder fra advokatfirmaet Bech-Bruun til Motor-magasinet.
- Efter AG Automotive blev begæret konkurs har der været en 14 dages periode, hvor vi af hensyn til medarbejderne har afsøgt, om hele virksomheden kunne sælges og medarbejderne dermed kunne beholde deres arbejde, forklarer kuratoren om processen de seneste to uger. En proces der for størstedelen af virksomheden ikke lykkedes.
Kurator oplyser, at de afskedigede medarbejdere nu kan ansøge om at få deres tilgodehavende løn fra Lønmodtagernes Garantifond. Der er tale om cirka 150 medarbejdere, som onsdag i denne uge er blevet fritstillet.
Nu hvor det er konkluderet, at blot én af 17 afdelinger i AG Automotive er blevet solgt, vil kurator tage vare på de resterende aktiver i konkursboet. Der vil især være fokus på at sælge autogrossistens store varelager.
- Vi vil nu forsøge finde købere til det øvrige varelager. Vi vil opdele varelageret i nogle pakker, som giver mening for køberne. Det kan være, at der eksempelvis er nogle, der vil købe alle konkursboets dæk, eller nogle der vil købe varelageret fra en konkret afdeling, forklarer kurator Søren Christensen Volder fra advokatfirmaet Bech-Bruun, som meget gerne vil høre fra interesserede købere til større dele af det resterende varelager.
Søren Volder Christensen forklarer, at han som kurator nu skal have et overblik over resten af konkursboet.
AG Automotive A/S blev skabt gennem sammenlægningen af seks autogrossister med 19 afdelinger den 1. oktober 2023 og havde frem mod konkursen hovedsæde i Randers.