Trods ægtepagt: Sådan sikrede Viktor Axelsen hustruen

LÆS OGSÅ: Viktor Axelsen skal skilles: Hans træner er hans tidligere svigerfar
Efter 14 år sammen skal Viktor Axelsen og Natalie Koch Rohde skilles.
Det bekendtgjorde badmintonstjernen tirsdag på X.
- Livet går ikke altid som planlagt. Natalia og jeg har besluttet at gå hver til sit på god fod. Vores primære fokus vil være på vores to fantastiske piger og at være de bedst mulige forældre for dem i denne svære tid. Vi beder alle om at respektere vores privatliv, og vi har ikke yderligere kommentarer.
Viktor afslørede i 2023, at parret kunne kalde sig mand og kone, men allerede i august 2022 skrev parret under på en ægtepagt, som sikrede parterne særeje.
Viktor efterlader trods ægtepagten dog ikke sin ekskone tomhændet.

I september 2023 kunne SE og HØR berette, at Viktor havde solgt Natalia en lejlighed i Charlottenlund til foræringspris.
I 2020 købte fjerboldskongen lejligheden i Charlottenlund for 2,6 millioner kroner.
Samme lejlighed solgte den sympatiske fynbo tre år senere til Natalia Koch Rohde for bare 1,04 millioner kroner.
Altså med en rabat på mere end halvanden million kroner.
Dokumenterne afslørede, at det var sket som en såkaldt familieoverdragelse, og at Natalia, selv efter en skilsmisse, ejer lejligheden 100 procent.
"Ejerlejligheden skal tilhøre køber, Natalia Koch Rohde, som skilsmissesæreje, jf. ægtepagt tinglyst 12/8 2022," står der i skødet.
Lejligheden er blot en toværelses på 63 kvadratmeter og kommer højst sandsynligt ikke at til danne rammerne om Natalia og parrets to børn efter skilsmissen, men ikke desto mindre en god investering.
I 2023 købte Viktor nabolejligheden, som han gav 3,8 millioner kroner for.
Natalia har ligesom Viktor spillet badminton på eliteplan, og det var da også i badmintonmiljøet i Brøndby, parret mødte hinanden i 2011.
Viktor har aldrig lagt skjul på, hvor stor en betydning Natalia har haft - hverken personligt eller professionelt.
- Det er svært at beskrive, hvor vigtig Natalia har været. Hun ved, hvad det vil sige at være i denne verden. Hun kender mig jo, fra da jeg var helt ung og lige var kommet til København. Hun ved, hvor ekstrem jeg har været - og hvordan jeg er skruet sammen, sagde han så sent som i januar til B.T.