Krimi20. august 2025

78-årig mand franarret guldarmbånd: Snød ham med løgn om døende mand

Ældre mand ville i Roskilde hjælpe personer, der råbte op om døende mand. I stedet mistede han guldarmbånd

En 78-årig mands barmhjertighed kostede ham dyrt, da han ville hjælpe fire personer i en bil med at finde et nærliggende hospital i Roskilde.

Episoden udspillede sig tirsdag formiddag, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.

De fire personer i bilen fik kontakt med manden ved at råbe på hjælp. De sagde, at deres far var ved at dø i bilen og ønskede at få anvist vejen til hospitalet.

Men personerne holdt fast i den ældre mand gennem bilruden og klippede guldarmbåndet op, da manden på telefonen ville vise på et kort på telefonen, hvor de skulle hen.

En af de fire personer var et barn i alderen seks til otte år. De tre andre beskrives som værende i alderen 30 til 50 år.

Den 78-årige mand har til Midt- og Vestsjællands Politi sagt, at de fire personer havde østeuropæisk udseende og talte dansk med accent.

Politiet håber på at høre fra vidner, der så personerne.

Hændelsen fandt sted ved Fælledvej/Helligkorsvej, og sagen blev anmeldt lidt efter klokken 10.30 tirsdag.

Midt- og Vestsjællands Politi fortæller onsdag formiddag, at det ikke har set lignende sager i den seneste tid i nærområdet, men at det generelt ser en tendens, hvor flere ældre mennesker bliver snydt på forskellig vis.

Sponsoreret indhold