Krimi19. august 2025

Russer fremstillede sprængstof i hytte i Lalandia

Formålet med at komme til Danmark var at sprænge hæveautomat og skaffe hurtige kontanter, forklarer russer, der anklages for bombetrussel mod Billund Lufthavn

Var det forsøg på terror?

Mange har gættet på, hvad der lå bag en formodet bombetrussel mod Billund Lufthavn i april sidste år.

Tirsdag blev lidt af sløret løftet, da en retssag mod en 38-årig russisk mand blev indledt i Retten i Kolding.

Han forklarede, at han udelukkende kom til Danmark med ét eneste formål: at sprænge en hæveautomat i luften ved indgangen til Legoland.

- Det skulle være på et tidspunkt, hvor der ikke var nogen mennesker, lød det fra manden med mørkt, krøllet hår og tatoverede arme.

Russeren forklarede, at han var flygtet fra sit hjemland, hvor han har siddet mange år i fængsel for blandt andet røveri og afpresning.

Myndighederne ville sende ham i krig i Ukraine. Det ville han ikke og tog flugten.

Han havde udset sig hæveautomaten i Billund som en vej til hurtige kontanter.

I en hytte i det nærliggende feriecenter Lalandia fremstillede han sprængstoffet TATP - også kaldet "Satans Mor".

En tidlig lørdag morgen lød der et drøn ved hæveautomaten foran indgangen til Legoland.

Men forehavendet mislykkedes. Han fik ikke adgang til kontanterne.

Seks timer senere opsøgte han politiekspeditionen i lufthavnen medbringende en rygsæk med to pakker sprængstof.

Politiet formodede, der var tale om en bombetrussel og trykkede på den store alarmknap.

Men den tiltalte afviser, at han havde til hensigt at true og forstyrre lufthavnsdriften.

Udover hensigten med fremstillingen af sprængstof er der uenighed mellem parterne om mængderne.

Ifølge anklagemyndigheden har der været tale om i alt tre kilo sprængstof, men det afviser russeren.

Han er tydeligt utilfreds med politiets efterforskning af sagen.

"Falsificering af sagens materialer - skjuler beviser", står stod der på ryggen af den hvide t-shirt, som russeren iførte sig, kort før han tog plads i vidneskranken i retssal 11 i Retten i Kolding.

Beviserne i sagen er til dels destrueret.

Sprængstoffet, som den russiske mand fremstillede, blev bortsprængt samme aften, da ammunitionsryddere foretog en kontrolleret sprængning.

Der er afsat ni retsdage til behandling af sagen, og der forventes at falde dom i midten af september.

Sponsoreret indhold