”Hotel Romantik”-effekten? Søgninger på rejser til Schweiz skyder i vejret

LÆS OGSÅ: Steen fra Hotel Romantik afslører: - Jeg har fundet kærligheden
Det er ikke kun deltagerne i ”Hotel Romantik”, der faldt pladask for hinanden.
Også seerne lod sig tilsyneladende forelske. Dog ikke i hinanden, men i programmets omgivelser.
Sådan lyder den umiddelbare konklusion fra rejsesøgemaskinen Momondo.
Søgningerne til Schweiz, hvor ”Hotel Romantik” er optaget er i hvert fald steget med 20 procent siden programmets premiere sammenlignet med samme periode sidste år.
Og noget kan tyde på, at danskerne faktisk har set sig brandvarme på landet med chokolade og dyre ure.
Også programmet "Beier på Alpehotellet” er optaget i Schweiz, og så sent som i seneste uge kunne Lene Beier, der styrer hotellet Edelweiss, melde om fuldt booket frem til midten af oktober.
- Det er helt vildt, hvad der har været forbi af motorcykler, autocampere og folk med hunde, jublede Lene Beier til SE og HØR i telefonen fra Østrig.
Det er ikke første gang i år, at Momondo kan se en formodet tv-stigning i danskernes søgninger.
I begyndelsen af året var det Koh Samui i Thailand, som pludselig oplevede en stor interesse, efter at HBO-serien ”The White Lotus” havde premiere på sin tredje sæson.