Krimi18. august 2025
Afdød kvinde fra togulykke var ansat på plejecenter i Sønderborg Kommune
Sønderborg Kommune sætter mandag navn på den afdøde kvinde, der fredag mistede livet i en togulykke, efter aftale med hendes familie

Togulykken ved Bjerndrup mellem Kliplev og Tinglev i Sønderjylland kostede en 60-årig kvinde livet. Hun var ansat i Sønderborg Kommune i et plejecenter.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau ScanpixDen 60-årige kvinde, der fredag omkom i en togulykke, var ansat som social- og sundhedshjælper på Tangshave Plejecenter ved Sønderborg Kommune.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Her sætter Sønderborg Kommune også navn på den afdøde kvinde efter aftale med familien.
Hun hed Pia Matthiesen og havde været ansat hos plejecenteret siden 2021.
- Pia beskrives som en dygtig og vellidt kollega, som vil blive savnet af mange, skriver kommunen blandt andet.
Kollegaerne på plejecenteret er mandag blevet orienteret om dødsfaldet, og der er en krisepsykolog til stede.
Rådhuset i Sønderborg vil mandag flage på halv for Pia Matthiesen og det samme vil Tangshave Plejecenter.