FINE FORNEMMELSER

Det gælder på banen (takket være godt spil), men det gælder også i medierne, hvor spillerne bliver båret frem på hænder. Håndbold er vel i dag en større TV-sport end fodbold. Det skal spillerne være glade for. Sandheden er, at uden medierne ville dansk håndbold være, hvad håndbold er i udlandet: En yderst marginal sport. Bare se på de gabende tomme stolerækker ved nærmest enhver håndboldkamp i udlandet. På den baggrund kan det undre, at spillerne (eller er det mon deres bagmænd?) fører sig så uendelig mimoseagtigt frem, når medierne blot passer deres arbejde. Der er masse af eksempler: Håndboldpiger, som gladeligt optræder i diverse pin- up-kalendere, men som står fuldstændig af, når pressen formaster sig til at interessere sig for spillernes liv uden for banen, eller når herretræner Torben Winther geråder ud i et raseriudbrud, blot fordi en TV2-journalist stiller et par (af de i øvrigt alt for få) kritiske spørgsmål. Helt ærligt, Winther: Glemmer du ikke lige, at journalisterne spørger på danskernes vegne - de danskere, som jo dybest set er grundlaget for hele landsholdets succes? For nu at sige det lige ud: Må vi ikke nok bede om lidt færre stjernenykker?