Krimi16. august 2025

Politiet til stede ved rolige puttefester

Puttefester i Ulvedalene og i København fredag udspillede sig i relativ ro og orden, vurderer vagtchefer
(Arkivfoto) Politiet melder om en forholdsvis rolig aften og nat i Klampenborg, hvor unge gymnasiumelever vanen tro har festet.
(Arkivfoto) Politiet melder om en forholdsvis rolig aften og nat i Klampenborg, hvor unge gymnasiumelever vanen tro har festet.
 Foto: Mathias Eis/Ritzau Scanpix

Flere politikredse melder, at de såkaldte puttefester - der fandt sted fredag og natten til lørdag - forløb nogenlunde roligt og uden anholdelser.

Det oplyser de til Ritzau tidligt lørdag morgen.

Hvert år tager unge til blandt andet Ulvedalene i Klampenborg for at fejre begyndelsen på gymnasiet.

Fredag gjaldt det i alt omkring 2500 unge, der i løbet af aftenen satte kurs mod Dyrehaven, oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi Nick Jensen.

Her forløb festen uden anholdelser. Der var dog mindre alvorlige tilfælde af tumult, fortæller vagtchefen.

- Mindre tumult blev korrigeret af betjentene dernede. Vi har stået lige ved siden af, når der er opstået tumult, siger han.

Omkring midnat stilnede festen så af.

- Dér begyndte der at falde så meget ro på, at vi stille og roligt kunne begynde at trække os fra området.

Vagtchefen afviser at sætte tal på, i hvilket omfang politiet var til stede i Ulvedalene.

- Vi har været nok til at håndtere, hvis der skulle opstå noget, siger han.

De seneste år er det blevet anslået, at der var mellem 4000 og 7000 til stede - altså noget flere end anslaget for fredag.

- Det er forløbet mere roligt. Vi har tidligere haft flere unge derude end i år, så dimensioneringen i forhold til området og stedets karakter har i vores optik været mere passende i år, siger Nick Jensen.

Også Københavns Politi har holdt øje med forsamlinger af festende gymnasieelever. Her gjaldt det Søndermarken på Frederiksberg, hvor der ligeledes bliver fejret puttefest .

- Med så mange unge mennesker samlet forløb det i nogenlunde ro og orden. Der har der ikke været bunkeslagsmål eller andet, siger vagtchef Anette Ostenfeldt.

Politiet var til stede ved Søndermarken til klokken 02.18, hvor langt de fleste af gymnasieeleverne havde forladt området, og hvor politiet derfor kunne gøre det samme.

- Da der var allerflest unge omkring klokken 22, var der cirka 2000, siger Ostenfeldt.

Heller ikke her resulterede festen i nogen anholdelser.

- Der er nogle unge, som vi har hjulpet med at få kontakt til forældre, så de kunne komme hjem. Og der har været lidt tumult derude også. Lidt uvenskab, siger hun.

I Fælledparken var der ifølge vagtchefen desuden en forsamling på omkring 200 gymnasielever.

Sponsoreret indhold